[b]Hacker-action uden briller og bumser, men med hjerne[/b]

Den handlekraftige helt i “Blackhat” er flot og med overarme som Thor, og han håndterer damer og våben som James Bond. Og så er han hacker. Ja, computernørd. Sådan plejer de ikke se ud på film. Lige siden “Tron” og “Wargames” har hackeren på film været en spinkel dreng eller en social bundskraber uden held med job eller piger. Det laver instruktør Michael Mann om på med “Blackhat”. For Chris Hemsworths machohacker, Nicholas Hathaway, har charme, selvtillid og lækkert hår, imens han hjælper FBI med at bryde skurkens computerkoder i en dejligt gammelskolet actionfilm.

Plotrammen er skåret efter ‘en-tyv-til-at-fange-en-tyv’-strukturen, der sådan cirka minder om Michael Bays potente “The Rock”, hvor en fange får sin frihed ved at hjælpe politiet med at fange en endnu slemmere skurk. I “Blackhat” har en anonym hackerskurk skabt kaos på et kinesisk kraftværk samt den amerikanske børs. Angrebene opleves suspensefuldt, som om jeg var på en computerstrand i ro og fred for så pludseligt at blive skræmt af en intens, snigende støjlyd og knitrende tekniklyder, der gør det som en art Jaws for hackere.

Kinas bedste til at bure [i]badguys[/i] inde, Chen, samt computersøsteren Lien sendes til USA for at fange skurken i samarbejde med FBI-agenten Carol Barrett, der spilles med fornøjelig [i]no bullshit[/i]-nuance af Viola Davis. Nu mangler kun én brik til holdet, inden jagten på computerskurken kan begynde. Helt som genren foreskriver, så er der kun én eneste mand, der kan hjælpe. The best of the best, Nicholas Hathaway. Han er plotheldigt tidligere studiekammerat med Chen og spærret inde for IT-kriminalitet, men han får sin frihed, hvis, og kun hvis, han fanger den anonyme computerskurk. De mange faste plotgreb er ved at trække stikket tidligt på “Blackhat”, der naturligvis skal toppes af med en romance imellem den løsladte og søsteren.

Men så træder Michael Mann i karakter, der sætter sin tydelige signatur på det stive oplæg. For i modsætning til Michael Bay, så gør Mann ikke action op i antal døde og eksplosioner. I “Blackhat” er der kun én bil, der eksploderer, men så er det til gengæld også effektfuldt og plottwistende gange 10. Det er det med stilsikker hjælp fra Manns håndholdte kamera, der giver en autentisk fornemmelse af at være på gaden. Det er intens og hektisk streetstyle, som det kendes fra Manns urbane actiongennembrud i “Heat”. Byen er hans arena. Det kommer særligt til udtryk, da jagten som i en anden James Bond-film fortsætter i Kina med de snuskede gadekøkkener, ildrøde neonskilte og en containerhavn, hvorfra skurken tørt skyder med sin kalashnikov.

Det er action uden hektiske “Bourne”-klip, men med lange [i]takes[/i] helt oppe i snotten på heltene, så det mærkes, når kalashnikovkuglerne strejfer den skudsikre vest. Hos Mann skal det ikke være større og vildere. Han er tilfreds med et hold skurke, der vil stjæle sig rigere med computerkoder og maskingevær. De vil ikke stjæle og ødelægge hele verden. Det er dejligt simpelt. Det er hackerelementet også. Simpelt. Måske næsten for skrabet med sine USB-nøgler og Toshiba-laptops, når nu Hathaway er the best of the best.