[b]Bumlet slædetur med huller i isen[/b]

Det er vist ikke første gang, at en film om et oprindeligt folk bruger splittelsen mellem det moderne samfund og den gamle kultur som drivkraft. Det er også en god idé, fordi man næsten uden at anstrenge sig får skabt en rejse for sin hovedperson. En farefuld færd ind i det forladte, allerbagerst i erindringen, som gør én til et helt menneske i sidste ende. Desværre reduceres det indre drama i “Inuk” til svævende floskler om indlandsis i årerne.

Hovedpersonen Inuk forbliver en snehvid væg af en karakter, der messes frem af andre, fordi han er for fuld af smerte til at råbe op. Det er svært at interessere sig for ham, når filmen ikke gør det. Hans triste historie om en far, der dør på isen, og en fordrukken mor, spejler nogle almene betragtninger om tabt menneskeligt potentiale, men han tegnes aldrig klart. Forklaringen på, at det lige netop er ham, vi følger fra Nuuks ghetto til et børnehjem i Uummannaq, forsvinder i vildmarkspoesi.

Fremsagt af en voice-over, der viser sig at tilhøre børnehjemsforstanderen, Aviaaja, der fra Nordgrønland har set ind i Inuks øjne og fundet hans sjæl. Han skal til Uummannaq, hvor hans familie er fra, hvor hans far døde i en tvivlsomt udført druknescene. Aviaaja er en type vis kvinde, hvis plan er at spise syltetøjsmadder med ungerne og fortælle, hvordan de alle sammen lukker af for følelserne på en helt unik måde. I et inspireret øjeblik bestikker hun fangeren Ikuma til at tage børnene med på jagt i Sælbugten.

Slædeturen giver et andet drive, de arktiske panoramaer er fantastiske, og en mut vildmarksbisse, der åbner lidt op over for en trist knægt, fungerer nærmest altid. Naturen, som vi indtil da mest har hørt Aviaaja tale om, rykker lidt i det ellers konfliktløse plot. Kan isen bære? Er der nogle sæler? Er Ikuma helt velforvaret? Det fungerer for “Inuk” at bruge simple liv/død-øjeblikke på isen. For så snart menneskene får for meget plads, falder den til jorden.

Det gør den primært på grund af skuespil, der ikke er overbevisende. Mange af de medvirkende er amatører, og det skinner for meget igennem, når de træder ind i scenen med klodset usikkerhed og fremsiger dialog med tåkrummende pauser. Det kan bruges til masseoptrin med fodboldkampe på isen og slædekonvojer, men i de intime øjeblikke tager det fokus fra historien. Det er måske derfor, “Inuk” i høj grad bindes sammen af den allestedsnærværende voice-over.