Filmz
Trash

Trash

Medvirkende:

Wagner Moura, Rooney Mara, Martin Sheen, Selton Mello, Rickson Tevez, André Ramiro

Instruktør:

Stephen Daldry

Filmlængde:

114 minutter

Genre:

Drama, Thriller

Trash

[b]Reduce, re-use, revolver[/b]

Det er næsten, som om titlen har givet sig selv. “Trash” er muligvis ikke verdens pæneste ord, men som flertydig mærkat er det brugbart. Det peger både på lossepladsens glemte indhold og på det officielle Brasiliens holdning til de gadebørn, der roder rundt i det. Passende for en historie, der henter sin spænding i et møghul af en favela og efterlader et indtryk af ikke at have lagt særlig meget fiktionssnavs oveni.

[image=83693]

Kameraet følger en stor osende skraldebil, der bumler gennem byen, til den tømmer sit indhold i hovedet på Raphael og andre fattige, der leder efter lidt tomme flasker og rådne æbler. Men denne gang finder han en tegnebog, som indeholder nogle få reais, et par stumper papir med tal og en nøgle! Det er med Hitchcocks ord en klassisk MacGuffin, altså en eller anden ting, som er centrum for en vild jagt, der driver plottet fremad. Raphael og vennerne Gardo og Rato er derfor hurtigt på flugt fra nogle infame betjente. Drengene skulle måske bare have holdt sig til deres trygge hverdag. I skrald til knæene.

Skrald og slum. Der er på sin vis en forbindelse til Danny Boyles “Slumdog Millionaire”. Fortællingen om Raphael, Gardo og Rato byder på lige så meget bidsk desperation som Boyles overlegent klippede kæmpehit og forsøger sig med sit eget puslespil omkring nogle korrupte politikere. Flashbacks om tegnebogens indhold filtres ind i drengenes bekendelser til et videokamera, men fortælleformen har en berettigelse i forhold til plottet og er ikke bare en smart gimmick.

[image=83695]

Stephen Daldry har skullet koncentrere sig for at skabe både fremdrift og forklaring, og balancen holdes fint. “Trash” er ikke for fin til at vise børn, der bor i kloakker, men dvæler heller ikke ved armoden, når politiet først svinger pistolerne. Det smarte træk er, at skraldebørnenes svagheder vendes til styrker. De er ligeglade med at kravle rundt i møget under den polerede overflade. Det virker sandsynligt, at deres uforudsigelighed udfordrer den ellers djævelsk snedige politikommisær.

Han er spillet lækkert ækelt af Selton Mello og glider umærkeligt ind og ud af scenerne med sit uhyggelige smil. Et flersidigt portræt af en presset funktionær, der lader situationen rive ham med. Rooney Mara og Martin Sheens moderne missonærer er mere klassisk, amerikansk, frivillig, godhed, der ikke bliver dybere af, at præsten har et alkoholproblem. De gør ikke så meget fra eller til. Måske mest som turistguider for biografgængere med angst for ikke-engelsktalende miljøer.

[image=83697]

Kort om filmen

Både voksne og børn i den vakkelvorne slumby uden for Rio lever af at grave sig gennem mængderne af skrald, der bliver dumpet på lossepladsen. Som regel kun lige til dagen og vejen. Så da Rafael finder en fyldt tegnebog, føler han, at hans lykke er gjort. Pengene bliver hurtigt omsat til mad for ham selv og hans ven Gardo. Men da politiet pludselig invaderer lossepladsen i søgen efter netop denne tegnebog, bliver de klar over, at den har en større værdi. Sammen med den udstødte Rato begynder de at udforske tegnebogens historie og finder med hjælp fra den katolske pater og hans amerikanske assistent et spor, der afslører korruption og magtmisbrug i politiet og højt op i samfundets top. Der er store penge på spil – og drengenes liv.

Stephen Daldry har instrueret “Trash” efter Andy Mulligans roman, der viser den sociale ulighed og den korruption, der gennemsyrer det brasilianske samfund.

Galleri

Ads by MGDK