[b]Center-rata-tyveri[/b]

“Girlhood” har luret, at det stadig giver en chokeffekt at vise piger som voldelige og brutale væsner. Om det så er tilfældets eller den smarte markedsførings skyld, at titlen associerer til Richard Linklaters “Boyhood” vides ikke, men “Bande de filles” er, som den hedder originalt, i hvert fald et fransk [i]bitch slap[/i] sammenlignet med amerikanerens følsomme drengeverden. Det er håndholdt kamera, tung rapmusik og en uhørt høj frekvens af ret fantastiske teenage-skænderier. Magt- og slåskampe og røve i stjålne kjoler rystes til en livlig, sursød slavevodkapunch.

Céline Sciamma går ikke nye veje, men kommer med et vellavet bud på en ungdomsfilm fra Paris’ barske forstæder. Marieme prøver at finde en balance mellem skole, fraværende enlig mor og en kriminel storebror, da en pigebande anført af den hårde Lady, viser interesse for hende. Hun prøver først at sige fra, men står snart og røver de pæne elevers frokostpenge. Hendes indrullering er forståelig, pigerne giver støtte, modsat det voldelige hjem. Hva faen, jeg fik selv lyst til en fed læderjakke og nogle fine bitches bag mig, der knipsede med fingrene, når jeg sagde noget sjovt.

Tillokningen underbygges også visuelt. Lady er tæt på, mens man kun hører den lærer, der fortæller Marieme, at hun ikke kan komme på gymnasiet. Det forstærker miljøskildringen, at der nærmest ikke optræder et menneske over de 20. Et godt træk, der fint holder fokus på et parallelsamfund af teenagere, hvis hårde overflade gemmer på et blødt, kogende indre. Der er ikke nogen rigtige autoriteter at rette sin vrede imod, ingen nederen voksne, der dikterer sengetid midt i Paradise el. sætter en grænse for sms-forbrug. Bare bander af flabede unger med samme [i]’slå eller bliv slået'[/i]-mentalitet.

Kameraet falder godt til rette i midten af Ladys egofabrik af en pigebande. Det er en tætvævet lille gruppe, som længe brøler godt, men som jeg i sidste ende desværre mistede interessen for. Deres manerer og selvoptagethed bliver trættende, og selv om det helt sikkert er i tråd med virkeligheden, er så meget formålsløs dasken rundt en kende kedeligt. Dynamikken mellem de fire veninder mister også uforudsigelighed i takt med, at Sciamma forfalder til at skabe scener ved at skrue op for den franske techno og ned for billedernes hastighed.

En teknik, der to gange fik mig til at tro, vi faktisk var ved at være færdige. Bassen kom dunkende, og Mariemes håbløse fremtid var en forventelig realitet. Sciamma er tilsyneladende mere interesseret i sine karakterer end jeg, for hver gang var det bare en udtoning til et nyt kapitel. Og et til. Man kunne snildt have klippet en halv time ud. De sidste sekvenser føles påklistrede, især fordi de bare lægger lidt til uden at komme dybere ind i Mariemes deroute. Pludselig står hun der igen med ryggen til et vuggende kamera. Men denne gang sniger technomusikken et par rulletekster med sig.