[b]Dummest og dummestest[/b]

Der findes mennesker, der siges at foretrække intelligent humor. Hvad det betyder er uklart, men det åbner jo i hvert fald for, at der findes uintelligent humor. Skal det forstås som dårligere humor, eller humor som kun dumme mennesker griner af? Jeg kan godt se forskellen på at glide i en bananskræl og lave satire over skattepolitik. Men lige meget hvad, griner publikum kun, hvis det er ordentligt lavet. Og dét håndværk kræver en vis intelligens.

“Dum og dummere 2” indeholder hele spektret og er så ujævnt fortalt, at det ikke ville overraske mig, hvis man under ‘instruktør og manuskript’ kunne læse: Lloyd og Harry. Men nej, det er stadig Farrelly-brødrene, der i lang, lang tid har brugt den samme spredhagl-taktik. Skyd en absurd mængde vitser af i hovedet på folk til, de overgiver sig. Det er stressende og hektisk, men effektivt. Rysten på hovedet over elendige vittigheder varer jo kun de ca. to sekunder, det tager at levere en, der virker.

Jeg skumlede over en lang og usjov indledning, hvor Jeff Daniels’ Harry, der har besøgt Jim Carreys Lloyd på sindssygehospitalet gennem 20 år, finder ud af, at det hele var en prank. Timing og tempo hakker derudaf som en miniscooter, der skal køre to idioter til Aspen. Men så bliver forklaringerne lagt til side, og det ligegyldige plot sender vennerne på vejen igen med livsvigtig last og skumle forbrydere på nakken. Man vifter med ørerne som en glad hundebil.

Jim Carrey kan stadig få i hvert fald mig til at grine bare ved at insistere så meget på blafrende arme og en leddeløs underkæbe som virkemidler. Det er hans film både i forhold til plot og de sindssyge optrin. Og det på trods af at fortællingen drejer sig om jagten på Jeff Daniels’ nu voksne datter. Jeg husker ikke, om han var så meget spillet ned af sin makker i den første film. Han er igen den mere sympatiske og (næsten) socialt funktionelle, men derfor også mere forudsigelige af de to.

Etteren trækker stadig lange snotklatter henover “Dum og dummere 2”. Konstruktionen med to mænd og en gangster på roadtrip er den samme. Men det er, som om alle selvreferencerne (hvorfor har du ventet i 20 år med din joke?) falder ud til den gamles fordel. Nogle af de bedste grin kommer af klip fra “Dum og dummere”, der vises under rulleteksterne. Når toeren på imponerende vis formår at få sin forgænger til at tage sig helstøbt og charmerende ud, skyldes det, udover nostalgiens farvelade, at der er sket et uskyldstab. Harry og Lloyd er ikke længere sjove, fordi de er dumme 20-årige, men fordi de er ubegribeligt ansvarsløse og egoistiske 40-årige.