[b]Onkel Disney fortæller den samme gamle anekdote igen[/b]

Disney-koncernen har efterhånden opdraget så mange af os, at den næsten må betragtes som en del af familien. Familie er på godt og ondt de mennesker, som man er nødt til at bære over med og som til gengæld kan forventes at bære over med én selv. I denne film (hvis horribelt lange titel forhindrer mig i at referere til den ved navn, hvis jeg ønsker at have plads til at beskrive den i anmeldelsen) testes den regel til bristepunktet.

Alexanders familie er næsten perfekt. Karrieremor går på arbejde, mens faderen, der er arbejdsløs raketfysiker, går hjemme og holder sammen på familien med godmodig optimisme. Hans søskende er både dygtige og populære, og det smukke og velplejede forstadshjem danner rammen om deres misundelsesværdige liv. Idyllen er så gennemført, at man næsten sidder og glæder sig til, at alting går galt. Efter den indledende skuffelse over den amerikanske drøms grundlæggende småborgerlighed er det så meget desto mere nemt at fatte sympati for Alexander, der ikke har det helt så nemt. Han er ikke nogen dygtig elev, han er ikke populær i skolen, og han kan ikke finde ud af at snakke med den pige fra klassen, som han er forelsket i.

Efter en specielt frygtelig dag sidder Alexander alene natten for sin fødselsdag og ønsker, at hans familie også ville få lov at opleve, hvordan det er at have en dårlig dag. Det er muligvis et dovent træk at gribe til så fortærsket et greb som ønskeopfyldelse, men det er vel efterhånden blevet en genrekonvention. Fra “Freaky Friday” over “Big” til “17 Again” er den fast inventar, når vi skal lære at holde af os selv og vores familie. Men når udfaldet er underholdende, så kan alt tilgives.

Og morsom er den. Steve Carell modererer sit talent for fysisk komedie med tilpas meget faderomsorg, så det ikke kører af sporet. Børneskuespillerne holder sig også på den smalle sti mellem overdramatiske reaktioner og platkomiske optrin. Jeg tror, at en stor del af æren for filmens succes ligger hos manuskriptforfatteren, der formår at tegne karaktererne tilpas tredimensionelle til, at de hæver sig over det ellers velkendte plot. Læg dertil nogle lækre visuelle gags, og så har man en seværdig film.

Plottet er velkendt og bevæger sig ad veltrådte stier. Den er umiddelbart genkendelig som en Disneyfilm med dens behændigt leverede moraler og konventionelle humor. Der, hvor den adskiller sig, er, at den både undgår den alt for dumme, fysiske komedie, der har ødelagt mange af studiets seneste ikke-animerede film, og så de kaskader af sentimental sødsuppe, der skæmmer mange amerikanske film. Efter en meget lang dag, hvor de alle sammen har gjort sig selv og deres omgivelser dybt til grin, kan den genforenede familie af særlinge konkludere, at det er familien, der gør de dårlige dage overkommelige. Og den pointe kan selv jeg æde.