[b]Hvem kan tegne en lige linje fra barn til voksen?[/b]

Monopolet var godt nok brudt, da jeg var en lille knægt, men den eneste reelle mulighed var stadig Danmarks Radio. Ser man bort fra den ægte DR-skandale, blandt Bamse- og Kyllingologer kaldet den store løgn, at børnetimen kun varede en halv, var de fleste programmer et overflødighedshorn af indtryk. Tit peppet op med masser af små, dialogløse film, der bevægede sig i et mystisk fabulerende univers af dansende modellervoks og hoppende streger. “Drengen og verden” kastede mig direkte tilbage til kl. 17.30 og saftevand foran fjerneren. Og det er ganske positivt ment.

For når jeg ser den naive tændstikstreg og hører det kælne bossa-soundtrack, kan jeg ikke lade være med at tænke på de [i]fillers[/i], man bruger til at fylde en sendeflade ud med. Ligesom DR gjorde det med stregen, der råber af sin tegner, eller “Se, hvad jeg kan”-børnene. De farverige mosaikker og spinkle fløjtelyde under en sten i “Drengen og verden”, er ikke et tillokkende anslag til en lang spillefilm. Der er en simpelhed i udtrykket, som man lige skal vænne sig til. Og som filmen også selv skal ryste af sig.

Begyndelsen føles i hvert fald tom med næsten provokerende mange hvide flader. Stilen er konsekvent, og det er interessant, at et par streger hist og her kan ligne en græsplæne, men jeg mangler at forstå, hvad det gør for fortællingen. Farveladen, der virker sparet væk i de første sekvenser spreder sig nemlig mere og mere over skærmen, og man kan næsten sige, at der hvor stilen ophører, begynder fortællingen. Den fortælling, der altså er tilbage, når manuskriptet er vrøvlevers, der blot understøtter visuelle spor.

Titelfiguren, et lille guds ord fra landet, ser sin far stige på et brølende tog og sætter efter. Nu følger skiftende møder med mennesker, der alle er ved at blive mørnet af en stor og ret brutal verden. Først bomuldsplukkerne og siden deres kollegaer på de osende fabrikker. Det bliver hurtigt (meget) tydeligt, at filmen vil vise, hvordan naturen hoster, når maskinerne pruster, og en sekvens bruger endda ægte billeder af skovrydning. I hjemlandet Brasilien er det måske et mere kontroversielt tema i en børnefilm, men jeg synes, det bliver for programmatisk.

Men det er en af de mere bastante ting i en film, der let flyver i forskellige retninger, som båret af de vindpust, den lille dreng rejser med. Akvarel-lignende flader afløses af collager af avisudklip, der især fungerer godt i de groteske, pyramidelignende storbyer. Omvendt er der ikke en tung drivende kraft bag fortællingen, og alle karaktererne er sært apatiske. Da filmens lille twist åbenbares, lægges der dog noget til det søvngængeragtige persongalleri, så man lige synker en ekstra gang.