[b]… Det bliver bedre film efter film[/b]

Der er altid krig og ufred i Afrika, hvis du spørger vestlige film. Borgerkrig i “Hotel Rwanda”, en grisk og kynisk medicinalindustri i “The Constant Gardener” og mere borgerkrig i “Black Hawk Down” og “Blood Diamond”. Hvide fra Vesten er som regel løsningen på problemerne. Sådan er det også i “The Good Lie”. Og dog. Reese Witherspoons [i]heartland american[/i] fra Kansas er overraskende ikke centrum for den her Afrika-fortælling, men det begynder naturligvis med en borgerkrig.

Denne gang i Sudan, hvor “The Good Lie” brutalt åbner i en landsbymassakre, der sender en gruppe børn på flugt. På deres lange, lange flugtvandring taler de sudanesisk, og jeg kunne forstå det. Ikke fordi jeg kan afrikanske sprog, men fordi de var tekstet. Det er sjældent. Oftest får afrikanere på film ‘lov’ til at tale engelsk eller utekstet volapyk. Men her er de vigtige, ikke bare ofre. Derfor afsættes en tredjedel af “The Good Lie” til Afrika og til den lange rejse, der sætter asylstreg under, at det ikke er sjovt at være på flugt (HEJ politikere!).

Det har den canadiske instruktør Philippe Falardeau et nuanceret blik for. For selv om den konkrete ulykke; mord, flugt og mange år i flygtningelejr, erstattes af Kansas og Reese Witherspoon, så bliver alt ikke bare godt igen, fordi du får et job i et amerikansk supermarked. Traumerne, skyldfølelsen om at være blandt dem, der slap væk, og integrationen i en helt ny verden med madspild og rulletrapper forsvinder ikke så let. Det gjorde de heller ikke for Monsieur Lazhar, der spillede titelrollen i Falardeaus bittersøde flygtningefabel fra 2011. Den bitre smag vækker lige så meget eftertanke i amerikanske “The Good Lie” som i canadiske “Monsieur Lazhar”, mens de søde kultursammenstød imellem de tre hovedpersoner – Mamere, Jeremiah og Paul – og USA karikeret viser forskellen på amerikansk og canadisk film. “Coming to America” blev ikke lavet forgæves.

Det er godt nok uskyldigt sjovt, når de afrikanske flygtninge før afrejse ‘trænes’ i det kolde klima ved at holde om en isklump, men det er stigmatiserende irriterende, at høvding Mamere dumt skal spørge Witherspoons jobformidler, om hvad hendes landsby hedder. Ligesom Eddie Murphy næppe ville grine længe over den ih så skægge scene, hvor ringetonen fra en telefon illustrerer den vestligt hvides overlegenhed. Barnligt dumme afrikanere, håner filmen.

Så er det straks sjovere, når den vestlige magelighed spejles i Afrika. Hverken psykolog, sprogkurser eller anden uddannelse stilles til rådighed for de tre på flugt, der spilles af virkelige flygtninge, hvilket ikke virker uden effekt. Bare de får et arbejde, så bliver alt godt er logikken. Det er her Witherspoon kommer på banen. Hun får sat jobsamtaler op, hvor rutinespørgsmålet til jobbet hos en vaffelfranchise lyder: [i]”Hvad fik dig til USA?”[/i] Svaret, der forstyrrende falder lige så rutinedrevet, sætter vaffeltjansen i perspektiv. [i]”Min familie blev slået ihjel.”[/i] Bum. Tænk over den, vaffelchef.