[b]Fædrenes synder forklædt som pensionistkomedie[/b]

De store filmselskaber har opdaget, at det, vi lidt nedsættende kalder ‘det grå guld’, også kan forgylde deres bundlinjer. Det segment er nemlig blandt de flittigste biografgængere. De har det dog med at fravælge det lidt for voldsomme – både i udtryk og indhold. Derfor er der i de seneste år dukket en lang række hjertevarme film op, der alle med et muntert blik behandler pensionistlivets glæder og sorger. “The Best Exotic Marigold Hotel” og “Kvartetten” er bare to eksempler, der tilfældigvis begge inkluderer Maggie Smith på rollelisten. Det er derfor nærliggende at tro, at “Min lejlighed i Paris”, hvor vi igen kan nyde den aldrende britiske skuespiller, lægger sig umiddelbart i forlængelse af disse films behagelige, men harmløse tone. Tro om igen.

“Min lejlighed i Paris” er nemlig en anderledes besk pille at sluge med mørkere temaer. Den begynder ellers meget konventionelt. New Yorkeren Mathias ankommer til Paris og finder efter et par sprogforviklinger frem til den lejlighed, han for nyligt har arvet efter sin far. At han spilles af Kevin Kline med vanlig sans for elskelig kluntethed luller os bare endnu mere ind. I lejligheden viser det sig dog, at der bor en ældre dame i et besynderligt fransk lejearrangement, hvor Mathias’ far har købt lejligheden billigt for til gengæld at betale leje til den oprindelige ejer, indtil vedkommende dør. Hvilket den pågældende matriark ikke har nogen planer om at gøre foreløbigt.

Det er veloplagt komedie, og da den gamle dames datter dukker op, og straks får et ondt øje til den påtrængende amerikaner, så aner vi også grundstenene til et romantisk sideplot. Men det er også her, at filmen bevidst kører af sporet og i stedet giver os en følelsesmæssig off-road-oplevelse. Klines karakter viser sig at være knapt så elskelig, den gamle dame har en fortid, og datteren skal selv i gang med at bearbejde sine traumer. Alt sammen selvfølgelig funderet i fædrenes synder. Det er ikke noget nemt greb at skifte genre midt i en film, men det lykkes til overflod her.

Det har sandsynligvis noget at gøre med, at instruktøren også har skrevet det skuespil, den er baseret på. Han kender sine karakterer og ved lige præcis, hvor langt han kan gå med dem. De er alle heldigvis fuldt udfoldede, komplekse figurer. Det er en fornøjelse at se dem interagere. Ikke mindst fordi det er tre skuespillere, som formår at spille op til hinandens niveau. Kline har alt for ofte spillet uskadelige komedieroller, men som han bl.a. tidligere har bevist i “Sophies valg”, så kan han andet og mere. Kristin Scott Thomas, der efterhånden indspiller flere franske film end engelsksprogede, er først lidt tilbagetrukket som datteren, men da skeletterne først begynder at trille ud af skabet, virker det desto mere voldsomt.

Dame Maggie Smith er selvfølgelig lige så storslået, som vi plejer at se hende, men med en nerve, der klæder hende. Hun er en dame, der har begravet de fleste af hendes venner og har erkendt, at hun også selv snart skal dø, men som har tænkt sig at suge hver en stump af liv ud af tilværelsen inden da. Det er om noget filmens budskab, for mens den ikke undgår det mørke, så er der en grundtone af livsglæde, som jeg har en mistanke om, er lovmæssigt påbudt, når man indspiller en film i Paris. Det skæmmer dog ikke, men sætter kun familetraumerne i relief.