[b]Tryg og velsmagende, men mangler krydderi[/b]

Ahh, madporno. Er der noget mere forførende syndigt end at se dygtige kokke lave uimodståeligt lækker mad? At dømme efter mængden af madprogrammer på tv så er svaret sandsynligvis et nej. Lasse Hallström ser øjensynligt ingen grund til at ændre på en succesfuld strategi og fortsætter derfor sin række af filmatiseringer af bestsellerromaner. Jeg tror bare, vi skal være taknemmelige for, at han indtil videre lader andre om Nicholas Sparks. “Hundredefodsrejsen” er en film, der ikke vil ret meget andet end at behage sit publikum, men det formår den heldigvis også.

Jeg elsker mad, og næsten lige så højt elsker jeg film om mad. Der er en ganske særlig og for mange af os specielt appellerende dekadence forbundet med sådanne film. Vi får lov til at være med på en lurer og opleve måltider, som vi aldrig ville have tid, penge eller evner til at begave os selv med, og vi skal ikke engang tage opvasken bagefter. Om det er “Babettes gæstebud”, “Spis, drik, mand, kvinde” eller “Kokken, tyven, hans kone og hendes elsker”, man vælger at sætte på en søndag aften, er et spørgsmål om smag og behag, men effekten er den samme som i denne film: mundvandet løber, og man får en stærk, men desværre ofte urealiserbar, trang til at gøre retterne efter.

I “Hundredefodsrejsen” er den centrale konflikt mellem det krydrede og livsbekræftende indiske køkken og så den mere formelle og subtile [i]haute cuisine[/i] fra Frankrig. Hvis man skulle ane, at dette gastronomiske skel spejles i en kulturel forskel, så har man set mindst lige så mange film i denne genre, som jeg har. Familien Kadam er efter en længere omtur gennem det meste af Europa endt i en søvnig, fransk provinsby, hvor de åbner en ny restaurant lige overfor Madame Mallorys Michelinstjernede køkken. Kun adskilt af hundrede fod bryder spændingerne mellem den franske matriark og Kadam-familiens overhoved hurtigt ud i beskidt krig.

Den kulturkløft og måden, den forløses på, er faktisk filmens stærkeste element. Jeg var overrasket over, at den så direkte tog livtag med fremmedhadet i Europa. I denne subgenre er der som regel kun plads til en idyllisk og turistreklame-præget skildring af de eksotiske lokaliteter, men Hallström er ikke bange for at vise os de mørkere sider af provinslivet. Jeg kunne have ønsket mig, at denne del af filmen havde fået mere plads, men den glider alt for hurtigt i baggrunden til fordel for en ret banal kritik af den molekylære gastronomi. Det er et spildt potentiale, der havde klædt en ellers lidt for behagesyg film.

Den gode pointe undergraves ydermere af, at man næsten udelukkende har [i]castet[/i] engelske skuespillere til en film om indere i Frankrig. Det burde ikke være nødvendigt, selv om de alle spiller godt. Manish Dayal, der er amerikaner, fylder hovedrollen godt ud. Hans tænksomme, næsten introverte facon gør ham til det rolige centrum i filmens kulturelle smeltedigel. Om Puri, som jeg altid glæder mig over at se, leverer til gengæld masser af idiosynkratisk vildskab som familiepatriarken. Han leverer mange af filmens grin. Ikke mindst da han indrullerer hele familien i hans skamløse forsøg på at få kunder i restauranten.