[b]Xavier Dolan, han har altid travlt… På sin bondegård[/b]

Fjerde gang er lykkens gang. Ikke for instruktør Xavier Dolan, der har ramt lykkeplet med alle sine fire første film siden debuten som 19-årig. Den fjerde gang er henvendt Danmark. “Tom at the Farm” er den første film fra vidunderdrengen, som får premiere her til lands. Som månedens film i Cinemateket. Det femte lykkeskud, “Mommy”, er også på vej med roser fra Cannes. Hold øje med Dolan. Han er 25 år nu. Få kender ham. Inden han fylder 50, vil kommende instruktørstjerner ikke bare blive målt op imod koryfæer som Welles og Hitchcock, men også canadiske Dolan.

Og netop Orson Welles og Alfred Hitchcock er en god indgang til Xavier Dolan og “Tom at the Farm”. Dolan spiller – som Welles – gerne med selv. Det gjorde han som oprørsk teenager i sin instruktørdebut, “I Killed My Mother”, og i den næste, “Heartbeats”, som ulykkeligt forelsket. Han sprang over i den episke kærlighedsfortælling “Laurence Anyways”, men er nu tilbage som titlens Tom. Alle fire film har et underliggende homotema, men det er ikke kun det, der driver dem frem. Heller ikke i “Tom at the Farm”, hvor Dolans Tom ankommer til sin afdøde elskedes fødegård for at deltage i begravelsen. Med sine kunstigt affarvede hårlokker og job i reklamebranchen er bydrengen langt væk hjemmefra. På gården er der intet mobilsignal, kun den rå natur og et løfte om, at det bliver svært at slippe væk igen. Der kom Hitchcock.

For som et andet Bates Motel er der langt fra landlig idyl på gården, hvor moderen, spillet med en isdronnings kølige overskud af Lise Roy, og storebroderen til afdøde Guy begge tager uroligt og [i]suspense[/i]-fyldt imod. [i]”Guillerme!”[/i] insisterer storebror Francis på, at lillebror kaldes. Ingen homoantydninger her på gården, hvor menneskets natur holdes i skak, hvilket også gælder for Francis, der i et intenst, passiv-aggressivt spil både voldeligt væmmes og erotisk drages af den spinkle mandsling fra byen. Den undertrykte energi, der hærger og indhyller det klaustrofobiske kammerspilshjem, hvor mor uden tøven stikker en utilfreds flad til den voksne søn, er ulideligt skøn. De tre holder øje med hinanden, imens snakken går om Guys fiktive kæreste, Sarah, indtil det hele koger over. Nej, det var bare kogekedlen, der gav en pibende lyd og et sæt i mig.

Den præcist doserede spænding ligger i det, der ikke siges. I blikke, der truer med tæv, i Toms bil, der mystisk mangler sine hjul, i gårdens dyr, der bløder og dør, i kolort, der flyder i stalden, og i majsmarken, der med sine beskidte kolber omringer dig, hvis du forsøger at flygte. “Tom at the Farm” fodrer sanserne med en kvælende fornemmelse af råddenskab på gården og inde i de mennesker, der bor på den. Selv i badet er stakkels Tom ikke fredet, da han overraskes af Psychopaten Francis, som endda uden seriemorderkniv ville have fået Janet Leigh til at skrige.

Den Hitchcockske suspense besjæler alt levende og dødt i Dolans bud på en tur på landet. Selv musikken, der tematisk selvfølgeligt er leveret af Gabriel Yared, som også komponerede til “The Talented Mr. Ripley”, der på samme facon abonnerede på undertrykt seksualnatur. Dundrende stortrommer, hidsige violiner og alskens aggressive strygere pumper den anspændte stemning frem mod forløsning. Eller udløsning måske?