[b]Blødt lys og blød hat[/b]

Du kender allerede godt historien. Sur, gammel træmand får en lektion i livets sande værdier og folder sig ud som en hyggeonkel med både hjerte- og husrum i overflod. Tænk tvære Jack Nicholson i den fornemt eksekverede “Det bli’r ikke bedre”. I Rob Reiners aktuelle “Det er aldrig for sent”, hvis ferske, danske titel på en eller anden måde minder mig om førnævnte, har Michael Douglas fået det tunge lod at spille tvær træmand med plads til forbedring.

Og der er egentlig ikke noget at sige til, at ejendomsmægleren Oren Little (Douglas) er så sur på livet. Han har mistet sin kone til kræft, den heroinafhængige søn har han ikke set i ti år og en Dobermann af dimensioner bliver ved med at skide på græsplænen foran det palæ, han ihærdigt forsøger at få solgt. Ét sidste salg. Så kan Oren Little trække sig tilbage og nyde sit otium.
Ud af det blå tropper den fortabte søn så pludselig op. Han er clean, skal i fængsel i ni måneder og har i øvrigt en datter. Hende bliver Oren mere end modvilligt sat til at passe. Heldigvis bor den flinke, men ret grådlabile enke Leah, spillet af Diane Keaton, i lejligheden lige ved siden af Oren. Og så kan du vist godt selv forbinde resten af prikkerne i den fortælling.

Rob Reiner må være skizofren. I hvert fald i hans professionelle virke. At instruktøren bag nyklassikere som “Da Harry mødte Sally”, “This Is Spinal Tap” og “Sammenhold” også har leveret makværker som “Rygtet siger…” og “The Story of Us” vidner herom. “Det er aldrig for sent” lander i sidste kategori. Dialogen i Reiners 17. spillefilm falder uelegant firkantet og med EKSPOSITION prentet hen over hver eneste scene. Heldigvis holder spilletiden sig på tålelige 94 minutter. I øvrigt er filmens manuskript skrevet af Mark Andrus, der også stod bag netop førnævnte “Det bli’r ikke bedre”. Dommen over Andrus: han er ikke blevet en bedre manuskriptforfatter med årene.

Med Michael Douglas og Diane Keaton i hovedrollerne satses der benhårdt på at ramme kernepublikummet på 60+. Og jo, de to veteraner fungerer faktisk fint sammen på lærredet som naboer og henholdsvis enkemand og enkefrue, der pludselig får øjnene op for hinanden. Der er dog langt fra tale om samme, fine kemi, som parringen af Keaton med Jack Nicholson resulterede i i en anden seniorkomedie; Nany Meyers’ “Når du mindst venter det” fra 2003.

Diane Keaton indkasserer et af filmens få, men til gengæld største grin. da hun på den der helt typiske, Keaton-febrilske facon griber ud efter en flaske rødvin og tager en ordentlig slurk direkte af flasken, inden hun og Douglas fortrækker til soveværelset, hvor de to seniorer skal overgive sig til drifterne. [i]”Men jeg beholder Bh’en på!”[/i] udbryder hun så. Et sjældent ærligt, varmt og morsomt øjeblik i en film, der ellers føles konstrueret fra start til slut. Douglas er ligeså ophavsmand til et par gode spydigheder undervejs.