[b]Stormfulde effekter[/b]

Jeg fatter ikke, at “Into the Storm” ikke er i 3D. Måske dén 2D-film, der i den nye 3D-alder mest har indbudt til en ekstra brilledimension. Biler, lastbiler, ja endda hele fly bliver (hæs)blæsende slynget rundt i en kæmpetornado. Jeg havde søgt i biografens beskyttelseskælder, hvis den havde været 3D-ficeret. Nu nøjedes jeg blot med at dukke mig og klappe i hænderne af sommerens mest ærlige blockbuster. Og sikkert den med det mindste budget.

Det lille blockbusterbudget er bestemt ikke brugt på dialogskrivning- eller udførelse. Den kejtede teenagedreng med [i]crush[/i] på skolens babe, den strenge rektorfar, det fjollede Jackass light-makkerpar og endelig den fanatiske tornadojæger i sin kørende kampvogn er alle ensemblebiroller og dårlige undskyldninger for at opleve, næsten mærke og dukke sig for hovedpersonen: Den største og flotteste filmtornado i cli-fi-genrens beskedne historie. Der er her, indsatsen er lagt. Og jeg må indrømme, at jeg glemte alt om det stive tv-filmskuespil, da jeg så en tornado med ild i opsluge, rundslynge og brænde en tilfældig karakter fra det ligegyldige ensemble. [i]Burn baby, burn![/i]

“Into the Storm” forsøger at lægge et sympatisk tankevækkerlag ind i stormvejret. Skolens elever i den lille suburbane by Silverton skal lave en tidskapsel. Ja, sådan nogle som vi lavede i 90’erne, hvor nutidens virkelighed dokumenteres for et fremtidigt jeg. Men er der overhovedet en fremtid at vise tidskapslerne for, hvis vi fortsætter med at mishandle planeten? spørges der. Det spørgsmål er kommet på mode at stille. Hvad sker der efter den katastrofe, vi mennesker selv er skyld i? Årets “Godzilla” med en atomkatastrofe, menneskelig planetplageri i “Noa” og endelig naturvidenskabeligt overmod i “Abernes planet: Revolutionen” er alle en del af filmtidens moderigtige genre, cli-fi-filmen. Den velmenende klimaindpakning i “Into the Storm” er både for tydelig og tyk, men gør ingen skade.

Selve tidskapsledokumenteringen bruges som et levende stilgreb. Suppleret af kameraerne, der skal dokumentere det farlige uvejr for tornadojægerne, så anvendes de dokumenterende kameralinser som oplevende øjne for os. Det giver en hektisk realismeeffekt, som det kendes fra film som “Cloverfield” og “District 9”, hvor handlingen drives frem af øjenvidnehåndholdte kameraindstillinger. Det er som at være der selv. Inde i stormen. Et godt valg, for det er der, jeg havde lyst til at være. Langt væk fra den forcerede far-søn-konflikt og de andre automattrukne karakterrelationer. Dem kan stormen desværre ikke smadre.

Men jeg bar over med de elementer i “Into the Storm”, der dårligt har hård kuling-kvalitet. For det gør den selv. Den står ved sine ambivalente b-filmkvaliteter med rank ryg. På den måde en herligt ærlig sensommerfilm, der vedkender sig sin ene, overskyggende kvalitet: Stormen. Det er det, “Into the Storm” har og kan. Og titlen lover heller ikke andet. Men når et kæmpe stormvejr kan være så voldsomt og voldsomt fedt, så kan det også være nok i sig, men vi når aldrig “Stormfulde højder”.