[b]Et soundtrack til drømmen om New York[/b]

“Forelsket i New York” er en ret uinspireret oversættelse af den amerikanske titel “Begin Again”. Specielt da forelskelse mildt sagt ikke er, hvad filmen handler om. Titlen giver forventninger om en dybt forudsigelig [i]rom-com[/i] af samme slags, som Katherine Heigl i alt for mange år har pint ægtemænd og kærester med på parfilmaftener. Til oversætterens forsvar skal det dog siges, at filmen i det første stykke tid lægger op til en hamrende banal og uoriginal fortælling, som den dog heldigvis får styret væk fra i løbet af spilletiden.

Vi introduceres til den i starten ret usympatiske Dan. Han er en berømt musikproducer, men det går ikke så godt længere. Hans forretningspartner er blevet kynisk og har mistet sin sans for god musik. Han drikker for meget, han har ingen penge, hans kone er gået fra ham og hans teenagedatter hader sin far og klæder sig som en prostitueret. Åh, hvordan skal det dog alt sammen ende? Kan Dan mon overkomme sine personlige problemer og finde et ungt, inspirerende talent, der kan forny hans musikglæde og hjælpe ham til at finde tilbage til de sande værdier i tilværelsen? Hvis bare det havde været en Hollywood-film, hvor vi på forhånd vidste, at alt nok skulle blive godt til sidst, så ville… Åh, vent nu lidt.

“Forelsket i New York” er gudskelov ikke en [i]rom-com[/i], og da vi først er blevet introduceret til karaktererne, begynder filmen stille og roligt at spille imod vores forventninger, mens den overvandt mig med sin charme. Det er i bund og grund en [i]indie[/i], men i den velproducerede, studiestøttede og behagelige ende af amerikansk independent-film, der er næsten umulig at skelne fra mainstream. Der er i de seneste år blevet sunget mange tårevædede ballader om, hvordan denne tendens udvander [i]indie[/i]-traditionen og hvidvasker oprøret imod Hollywood. Personligt er jeg bedøvende ligeglad, så længe filmene fungerer, og det gør “Forelsket i New York”.

En stor del af fortjenesten kan tillægges Keira Knightley. Hun er grænseløst charmerende som den lidt kejtede englænder Greta med seriøse ben i næsen, der er fulgt med kæresten til New York og så efterlades der, mens han udlever sine popstjernedrømme. Mark Ruffalos Dan dukker så op og tilbyder hende en pladekontrakt, som han dog ikke rigtigt kan levere. Presset på økonomi og tid beslutter de sig for at indspille et album på forskellige offentlige steder i byen. Det er her, at filmen for alvor begynder at fænge. Musikken er lækker, stemningen i New York nøjagtigt så pulserende og hip, som man kunne ønske sig. Jeg ønskede mig, at jeg selv kunne tilbringe tid sammen med filmens personer.

I en musikfilm er soundtracket naturligvis et ret vigtigt element. En af filmens bedste scener er, da Dan første gang hører Greta synge. Vi har tidligere hørt sangen, men da Dan hører den, begynder han at forestille sig et fuldt akkompagnement. Pludselig forvandler den stille kærlighedssang sig til et lækkert, vredt popbrag. De fleste af sangene er skrevet af Gregg Alexander fra det hedengangne New Radicals, men instruktøren har også selv bidraget og desuden hentet komponisten fra sin Oscarvindende film “Once” ind til at skrive en central sang. Det er et betydeligt mere poppet soundtrack end den førnævnte film, men det passer til filmens tone, og Keira Knightley leverer dem godt.