[b]Det syngende (og animerede) postbud[/b]

[i]Her er Per, Postmand Per, i sin bil med sin lille kat, Emil[/i]. Sådan introsang Ole Fick den danske udgave af “Postmand Per”, da den britiske dukkeserie blev vist i DR’s børnetime i 90’erne. Ficks stemme inkarnerede den hjælpsomme gentlemantone, der strømmede igennem det altid hjælpsomme postbud fra det lille lokalsamfund. Posten skulle ud, men først og fremmest skulle Pers næste hjælpes – fårehyrden, præsten eller konen Sonja. Den slags er der ikke tid til i vore dage. Slet ikke i den klinisk animationslækre “Postmand Per: Filmen”.

“Postmand Per: Filmen” er ikke Postmand Per, som vi kender ham fra de små 15-minutters dukkeafsnit. Den er snarere en syrlig satire, som erklærer Postmand Per for en antikvitet, en anakronisme i vores effektive [i]new management[/i]-verden. Pers hjælpsomme natur kan nemlig ikke måles i en Excel-statistik. Derfor skal Per erstattes af en hær af kosteligt komiske Per-botter, der aflyder et mantra om effektivitet, profit og verdensherredømmet, hvor det sidste vist er det, man kalder et [i]Freudian slip[/i].

Per står til at få sparket, som så mange andre hårdtarbejdende har fået det i effektivitetens navn, når de moderne tider er kommet buldrende. Men Per reddes af sit gode hjerte. Kærligheden, Sonja, vil så gerne på ferie til Italien – det kan man vinde i et talentshow med en hvis Simon Kostald som barsk dommer. Genkendelsens grin er måske lidt større over det engelske originalnavn, Simon Cowbell, der uden at blinke sender en talentløs herre ved navn Ronan Keating ud af showet. Langt mere talent har Per. Og talent er som bekendt lig med kendisstatus, hvilket den effektive postledelse kan bruge. Per bliver ansigtet ud af til, ja, de laver sågar en dukkeserie om ham, der skal overbevise folk(et) om, at posten er hjælpsom og rar og… Hmm.

På den måde bider “Postmand Per: Filmen” sit eget [i]brand[/i] både sjovt og hyklerisk i halen. Det kan så diskuteres om Tati-kritikken af de moderne tiders maskinbegejstrede samlebåndseffektivitet klinger lidt hult, når den leveres af en film, der selv er nymodens glat og serveret i et hysterisk tempo med terroriserende Per-botter og et syngende postbud (Per) på X Factor-scenens glittede gulv. Vi er langt fra dukkemand Per, der hjælper får ind i stenkærets indhegning.

Godt Ole stadig er der. Åh, den stemme. Rolig, myndig, venlig. Ole Fick ér Postmand Per. Stemmen kan hive det mest unødvendige hysteri ud af animationsfilmen. Med den er det stadig dukketonen fra dengang, der er indeni gentleman-postbudet i den postkasserøde Royal Mail-bil, som dog i fremskridtets navn er blevet udstyret med en EU-nummerplade. En tone, der har en lidt gammeldags eller nostalgisk morale, men som blandes udmærket nutidigt med [i]tablets[/i] og børnehøjde i form af Pers talentkonkurrent, en [i]tween[/i] med nuance og dybde.