[b]En stilfuld, multiplottet spegepølsefilm[/b]

[i]”Det er internettet, det flyder med fisse,”[/i] siger en ret ung fyr til en lidt ældre fyr, som ikke forstår sig på det der netdating. “Det andet liv” er en sjælden stilambitiøs, dansk film. Dialogen flyder derimod ikke over af ambition. Den føles fra umundrethed til umundrethed, som var den korrekt læst op frisk fra teleprompteren af TV Avisens anker anno næsten for 20 år siden. Måske-talentet Jonas Elmer, der brød igennem i 1997 med “Let’s Get Lost”, er tilbage med stor ambition og munden fuld af dårlig dialog.

Egentlig skulle “Det andet liv” have heddet “IRL”. LOL! Kan det blive mere AltaVista og 1997? Ja, det er også en multiplotfilm, som end ikke “Babel”-mexicaneren Alejandro González Iñárritu gider lave dem mere. Meget taler imod “Det andet liv”. Det begynder ellers foruroligende fedt med en collage-intro af datesøgende danskere bag skærmen. Vi ender hos lærer Jørgen, som fortæller sine studerende om Fibonacci-tallenes forbindelse til naturen og det gyldne snit. Potentielt spændende. Jørgen datesøger efter unge fyre om aftenen til trods for, at han er parcelhus-gift med en kone spillet af Sofie Gråbøl. Endnu mere potentielt spændende.

Men der er to historier mere. De trækker spændingen ud af “Det andet liv” – jeg ville hellere være blevet ved Jørgen, der havde gedigent thrillerpotentiale i sig med sit andet underlivsliv. Sådan skulle det ikke være. Det er nemlig temaet, der er vigtigt for Jonas Elmer. [i]”Hvordan kan jeg vide, hvem du er?”[/i] skriver en af dem bag skærmen. Det handler om identitet, om det vi (alle) skjuler for andre. Det handler ikke om, at Jørgen skjuler noget, men at vi alle gør det. Derfor multiplotter vi videre til skosælgeren med spegepølsemadderne. Sko og spegepølse, så er man kedelig, forstås det. Skulle tvivlen melde sig, så fjerner Bo Carlssons læderdøde ansigt den. Han har et godt fjæs, men at give en tør træmand – undskyld, skomand – cancer og deraf et nyt carpe diem-liv er tematisk dræbende.

Jørgen, skomanden og til slut sorgkvinden spillet af Karen Rosenberg. Okay, [i]so-so[/i], totalt øv. Hun mister kærligheden i et trafikuheld, men har bogstaveligt talt svært ved at give slip/slippe for den igen. Hun ser nemlig [i]dead people[/i]. Eller hvert fald en. Den døde eks, der spilles af Rune Tolsgaard, som for mig aldrig kan blive andet end Angora-drengenes Henning Primdahl. Forestil dig så, at hvad enten den sørgende kvinde er på lokum eller i seng med en levende mand, ja, så titter Henning Primdahls hoved komplet med Bjarne Riis-stemme og sjov mimik frem. Sjældent uelegant udført.

Så er der langt mere stil over stilen. Jonas Elmer kan, vil og lykkes flere gange med at lege med udtrykket. Svære splitscreens, pludselige POV og skift fra grynet til klinisk. Det er langt fra stilrent, men det er ambitiøst og godt at se på, når det lykkes. På den måde virker det, som om instruktør Elmer mest går op i det enkelte klip, det enkelte øjeblik. Det går ud over helheden, der lander langt fra sin mystiske intro. En landing, der mest minder om et smukt styrt, smurt ind i tyk, udtalt lev-livet-symbolik.