[b]Sex and the landsby[/b]

Jeg vil vove den påstand, at katolicismen er den foretrukne religion på film. Der er noget ved den skamfyldte skriftestol, der på samme tid afdækker og skjuler menneskets dårskab, som kunstnere har svært ved at lade ligge. Sandsynligvis, fordi den indbyggede dobbelthed åbner op for nogle mere interessante karakterer end protestanter, der kun går i kirke, hvis gudstjenesten slutter før “Disneys juleshow”. Der er ligesom mere dramatisk [i]schwung[/i] over Michael Corleone, der får myrdet sine konkurrenter under dåben end over kaffe og blødt brød på Nøddebo Præstegård.

En fordel er, at skrifteritualet efterhånden er så genkendeligt, at vi ikke skal mange minutter ind i en film, før vi kan regne ud, at den katolske præst og os andre kommer til at høre ting og sager i den stol. Og derved kommer i et helt klassisk dilemma. Gud er ufejlbarlig, men hvad kan mennesket tåle at høre, før det reagerer. Don Fabijan er hjælpepræst på en lille kroatisk ø. Han introduceres dog ikke i sort præstekåbe, men i sindssygehospitalets hvide snit. Der er lagt spor ud om, at noget er gået helt galt, og den gale mand indvilliger i at skrifte for en ung kollega. Don Fabijan er på vej mod den tilgivelse, han for længst er holdt op med at tro på, men vi får en sort komedie om misundelse og fortielser først.

På øen er Don Fabijan kun den næstmest populære præst. Faktisk så upopulær, at folk skal være på dødens rand, før de går til hans skriftestol. De gamle når dog ikke at modtage den sidste olie, før kioskejeren Petar springer foran i køen og tilstår at sælge ukatolske kondomer til øens beboere. Moralen er i fordærv og fødselsraten er faldende. Så da den respekterede førstepræst tager med børnekoret til Rom, begynder Don Fabijan at prikke hul i Petars kondomer. Senere også i tæt samarbejde med den lokale apoteker og stornationalist. For at holde øens samfund ‘rent kroatisk’ og beskytte mod muslimer og tyskere, går han, ud fra sin helt egen logik, med til at udskifte p-piller med vitaminer.

Katolsk skinhellighed, de uddøende landsbysamfund, den grumme politiske fortid på Balkan og meget, meget mere. Der er virkelig samlet en bunke af alt, der lugter bare lidt betændt. Resultatet bliver en klassisk forvekslingskomedie, som en gang imellem rækker gevaldigt tunge ad paven og hans udvalgte. De hullede kondomer bliver problemet snarere end løsningen, når de cirkulerer i en by, hvor Petar er nødt til at hive [i]whiteboardet[/i] frem for at forklare, hvem der boller med hvem. De komiske situationer trækker på, at beskueren bare venter på, hvornår nogen dummer sig. Tempoet er højt. Der bygges på og bygges på, indtil den stakkels præst styrter forpustet rundt for at holde styr på sine tråde.

Det er langt hen ad vejen grinagtigt, men bliver også lidt rodet, især fordi instruktøren, Vinko Bresan, virkelig ikke holder sig tilbage fra nogle meget beske sidehistorier. Balancen mellem [i]falden-på-halen[/i]-komik og selvmord bliver til tider svær at holde. Det mærkes, at han har villet give alt hykleri en kroatisk kindhest. Men dynerne, han løfter, er syet af noget lidt for velkendt stof til, at jeg for alvor fik mit grin galt i halsen. Der glider bare. Bl.a. fordi de to hovedroller, spillet af Kresimir Mikic og Niksa Butijer, udnytter manuskriptets temposkift ret godt. De har timing og kropslig mimik til at få grin ud af de utallige splitsekunder, hvor de to naive landsbytosser igen indser, at alt er ved at ramle