[b]Den første (gode) danske western[/b]

Kristian Levring fortjener ros for “The Salvation”. Ikke mindst fordi “Præriens skrappe drenge” nu ikke længere er Danmarks eneste bidrag til westerngenren. Det er tydeligt, at han gerne har villet tilføre noget nyt til genren, når man ser på det visuelle udtryk, de moralske pointer og filmens insisteren på en global kontekst. Derfor er det også desto mere ærgerligt, når den fejler på noget så håndværksmæssigt gammeldags som karaktererne.

Mads Mikkelsen spiller hovedrollen, John, med vanlig, sammenbidt udstråling. Han er en tidligere soldat, der efter nederlaget til Prøjsen i 1864 er immigreret til Amerika. Efter syv år kan han endelig sende bud efter sin kone og søn, men de når knap at ankomme, før familien støder på to suspekte personer, og genforeningen bliver til en tragedie. Her starter hævndramaet. John jages nu af bandelederen Oberst Delarue, mens det lille samfund, John var blevet en del af, desintegrerer under lovløsheden. Det er nok en underdrivelse at kalde det plot for klassisk i forhold til westerns, men det behøver på ingen måde at være dårligt.

Problemet ligger i, at filmen ikke tilfredsstillende udfolder nogen af de primære figurer. John er fåmælt og tilknappet, men hvor det fungerede for Clint Eastwood i “Dollars”-trilogien, er der her for meget bundet op på hans følelsesmæssige udvikling. Der er anslag til dybere karakteristik af ham i scenerne med brormand spillet af Mikael Persbrandt, men det bliver aldrig rigtigt til noget. Værre er det for Jeffrey Dean Morgan som skurken. De to figurer – helt og skurk – er tydeligvis ment som spejlinger af hinanden. De er begge krigsveteraner med traumer og besvær med at tilpasse sig samfundet efter krigen, men Delarue forbliver en karikatur igennem hele filmen. Han skuler, svovler og dræber tilfældige mennesker, men bliver aldrig så tilstrækkeligt troværdig som figur, at han kan skræmme eller tilføre spænding til plottet.

Der, hvor filmen fungerer, er på billed- og lydsiden. Soundtracket er minimalistisk og tiltvinger sig ikke opmærksomhed, men kom ind under huden på mig, som i scenen hvor Johns kone trues af de to mænd. Musikken stiger og stiger til en høj tone, der holdes, indtil den går helt i mellemgulvet. Fotograferingen og lyssætningen er overdrevet og ekstrem. Der er næsten kun skæve vinkler. Skyggerne dominerer i alle aftenscenerne, mens dagslyset er så skarpt, at det næsten blænder, og folk træder regelmæssigt ind foran kameraet, så vi må anstrenge os for at se, hvad der foregår. Det univers, som filmen skildrer, er skævt, grotesk og ganske uden for det almindelige.

Dertil lægges en efterbehandling af billederne, der til tider får filmen til at ligne et maleri snarere end en spillefilm. I en scene, hvor John flygter fra banden midt om natten i et vanvittigt regnvejr, er filmen så overeksponeret, at vandet, landskabet og personerne næsten glider ind i hinanden. Kombineret med den hidsige klipning og den førnævnte, aggressive fotografering er det lige før, det tog pusten fra mig. Det er i de scener, jeg elsker filmen. Uheldigvis er der flest af dem i begyndelsen af filmen, mens den sidste halvdel er mere konventionel. Den brist afspejles i plottet, som også bliver mere skematisk hen imod slutningen, hvor der ikke er mange overraskelser.