[b]Godzilla, mutanter… Maleficent![/b]

Hvad skal man forvente sig af Disneys nye [i]live-action[/i] eventyrfilm, der har Angelina Jolie i hovedrollen som skurk i den klassiske historie om Tornerose? Det lyder mærkværdigt, og filmens trailere har været sparsomme med at afsløre andet, end at det i hvert fald ikke er effekterne, som er sparet på. Mere behøver man sådan set heller ikke at vide, for selvom “Maleficent” læner sig op af det kendte eventyr, så er det en spritny fortolkning med et helt andet fokus. Blockbuster-sæsonen er i gang med bravour!

Det begynder med, at en fortællerstemme slår fast, at der skal fortælles en gammel historie på en ny måde, og så må vi se, hvor godt vi husker den. En meget modig åbning på en film, der lægger op til, at selv om familiens yngre medlemmer kan være med, så er her også noget for dem, som har set Tornerose før. Herefter følger 20 forrygende og hæsblæsende minutter, hvor hverken historien eller kameraet står stille i mange sekunder af gangen. Linda Woolverton, der har skrevet manuskript til “Skønheden og Udyret”, “Løvernes Konge” og “Mulan”, er en af fortællingens bagkvinder. Plotmæssigt er man i sikre hænder.

Da filmen spænder over omtrent 50 år, så opstår der dog lidt fortællemæssige problemer efter den noget nær perfekte indledning. Men fordi “Maleficent” i så høj grad både føles som og ligner et klassisk eventyr, bliver den til tider lidt overfladiske struktur aldrig et problem. I et eventyr [i]er[/i] det de store linjer, som skal trække historien, og Angelina Jolie gør det fornemt som den gennemgående hovedperson. Som den eneste skal hun balancere godt og ondt, og det giver hendes karakter nuancer, de andre enten gode eller onde eventyr-karakterer ikke behøver at bekymre sig om.

Den debuterende instruktør, Robert Stromberg, har tidligere kun beskæftiget sig med visuelle effekter. Det kommer “Maleficient” til gode. Størstedelen af filmen er formodentligt skudt på [i]green screen[/i], men Stromberg har øje for at tænke effekt og filmoplevelse sammen, så det smukke univers kommer til sin fulde ret. Vi er med kameraet som vores øjne på adrenalinpumpet tur igennem landskabet, hvor varme nærbilleder af de eventyrlige skabninger er både betagende og uhyggelige.

Til tider kæmper filmen med at finde balancen mellem episk fantasy og klassisk eventyr. Den er så mest det sidste – det klæder den også bedst, men taber eventyrpusten, når den bliver for storladen. Det er dog skønhedsfejl, for “Maleficent” er en uhyre underholdende film, der lægger ud med 120 km/t og næsten aldrig gasser ned.