[b]Cancer-Costner vil slå din tid ihjel med tøhø’er[/b]

Skulle du dø i morgen, så ville du sikkert ikke fortryde alt det arbejde, du ikke fik lavet. Nej, de fleste vil nok have ønsket sig flere timer med dem, de holder af. Samme logik rammer Kevin Costners CIA-dødsdræbermaskine, Ethan Renner, da han rammes af kræft. Onde tyske terrorister må bekæmpes af andre, nu vil Ethan i stedet slå tiden ihjel med tøhø-humor og den teenagedatter, han aldrig har kendt. Indtil en CIA-blondine banker på døren med en kræftkur og ét sidste job…

Blondinen er totalt sexet med røde læber og laktøj, kører hurtigt i fed bil og [i]flasher[/i] sin skuddæmper-[i]gun[/i] i farten, imens Ethan bliver tilbudt 25.000 dollars(!) og den største kræftkurssprøjte, jeg nogensinde har set. Den midaldrende mandefantasi her er næsten lige så doven, som violiner er overtydeligt dumme, når Ethan fortæller ekskonen, at kræften har ramt ærkeamerikaneren fra Pittsburgh. En stift mekanisk Connie Nielsen-kone, der mærkeligt selvfølgeligt inviterer den familiesvigtende hitman tilbage i sit og datterens liv.

Og det er så omdrejningspunktet for Ethan og filmen; forholdet til datteren. Altså undtagen når lak- og læderblondi lejlighedsvist vil jage haltende topterrorister med atombomber i skurkemappen i et Paris, der af en eller anden grund er manege for Luc Bessons rutinemanus. I det står der, at forældre lærer børn at cykle, så farmand køber da en cykel, en lilla cykel til den formularoprørske teenager. Totalt pinligt. Børnefarve. Tøhø. Kevin Costner cykler forældrepinligt af sted igen på den lilla pigecykel – mere tøhø – i [i]happy[/i]-skæg montagesekvens musikledsaget af [i]happy[/i]-pop. Han er så glad for sin cykel. Det er datter Zooey ikke. Hun kan nemlig ikke cykle, for farmand var ude at kæmpe for [i]U-S-A[/i], da datter skulle have lært at cykle. Snøft. Tøhø på pause.

Og netop tøhø eller ikke tøhø er det helt store spørgsmål. End ikke Kevin Costner ved, hvad filmen vil. Den vil gerne give dig ufarlig onkel-humor, men også farlige terrorister, familieømhed og carpe diem-klynk. I en utroværdig kakao-hyggescene knytter far og datter tætte familiebånd på rekordtid, hvorefter Ethan, på det sekund Zooey har forladt den klistrede caféidyl, ringer for at score liderlige ekskonepoint, som dog straks bliver afbrudt af en fæl, fæl [i]bad guy[/i]-type, der vil lave parisertoast ud af den kræfthostende hyggefars ansigt. Men bare rolig. Ethan kan det hele.

Det kan filmen ikke, og mærkeligt nok gider den heller ikke prøve at gøre forsøget. Den gaber dovent, nærmest modvilligt over sin egen genreforvirring. Et tøhø kan redde det meste, er logikken, hvilket også redder terrorist-revisoren Guido fra CIA-tortur, da Zooey ringer ubelejligt midt i håndmadderne. Hun vil lave pastamadder til kæresten, hvis bare hun dog havde en god tomatsauceopskrift fra en ægte italiener med en mama. Guido bruger masser af hvidløg i sin… Tøhø! Løg behøver ekskone-Connie derimod ikke for at tude, da hun hjemkommer fra sin forretningsrejse og ser datter lære at skolebalsdanse med fødderne ovenpå sin fars. Det optrin oplevede jeg anderledes end Connie.