Filmz
About Last Night

About Last Night

Medvirkende:

Kevin Hart, Michael Ealy, Regina Hall, Joy Bryant

Instruktør:

Steve Pink

Filmlængde:

100 minutter

Genre:

Komedie

About Last Night

[b]Kærligheden brækker, filmen knækker, pengemændene gnægger[/b]

Hvis man i tidernes morgen havde markedsført det nye filmmedie som den mest direkte vej ind i menneskets sind, som kunstformen, der kunne vise os, hvem vi virkelig var og derved lære os at forstå hinanden, havde alt måske set anderledes ud. Det gjorde man ikke, man viste nogle togture eller nogle mænd, der sprøjtede med vandslanger, og gik hurtigt videre til scenen, der lagde biografsalene ned, skabte millionærer ud af skuespillerne og siden har været (næsten) alle films grundlæggende præmis: De to der på skærmen, de skal kysse!

[image=80195]

Havde kyssescenen så gennemgået den samme udvikling som kameraerne, som lyden, som effekterne, som producentens hyre, var vi, her lidt mere end 100 år senere, måske nået frem til en præcis gengivelse af kærlighed og sex og ikke en ligegyldig komedie som “About Last Night”. Men det ville jo samtidig afmystificere det hele, og vi ville miste følingen med os selv og skabe en kalkuleret verden af reagensglas og grillburgere på tube. Den er stensikker. Det er nok derfor, filmkysset stadig er det samme. Det er en konstant og et smukt håb i en grim verden.

Så plaprende og løst filosoferende som filmen her er, er det vel kun romantiske komedier, der kan være. Men når de er rigtigt slappe, kan man ikke engang forglemme sig i deres vås, men er helt bevidst om, at man sidder i underholdningens mest gennemprøvede rutsjebane: Fra hysterisk humor, til håbløs kærlighed og tilbage igen. Ingen [i]loops[/i], ingen pirater, der sprøjter med vand, bare saxofoner, våde øjne og grovhederne fra den usjove klovn, der ryger i vandet, når man rammer målskiven.

[image=80188]

Tivoli er kommet til L.A., og vi følger parret, der inviterer den skeptiske ven og veninde med på en dobbeltdate. Alt klapper, stjernerne funkler, og der kysses og kneppes. På første aften! Sådan kan man da ikke starte et forhold og blablabla… Det er meningen, at vi skal være fluen på væggen i de storme, der raser når mænd og kvinder mødes, men handlingen fortoner sig i en masse snak frem og tilbage, og scener, der hverken er særligt sjove eller særligt romantiske. De er der bare. Regina Hall og Kevin Hart er sådan lidt crazy og råber sådan lidt hele tiden, mens Michael Ealy og Joy Briant er søde og fornuftige og taler tingene igennem. Men ingen af dem er interessante på film. De bor i en generisk scenografi, der ligner noget fra dengang Kelly Taylor hang ud med ham den skidte, men lidt lækre kunstnertype på et råt loft og tog farlig Beverly Hills-kokain.

Skabelonen blev lavet i 80’erne, og så har man lagt nogle nye, smukke og sjove mennesker med bred appel ned i den. Hvis ikke det var så tydelig en spekulation, havde det nærmest været pinligt, og man ville føle, man tog bagmændene på fersk gerning. Nu hvor det er så overlagt, kan man bare trække lidt på skuldrene og indforstået henvise til de skiftende konjunkturer, publikums dovenskab osv osv. Man forstår godt, at produktionsselskaber satser på kendte navne og gennemskuelige formler, krydret med lidt skør, skør humor. Mit store problem er, at jeg ikke synes Kevin Hart er sjov. Hvis man finder hans lange og skabede monologer fængslende, kan man nok holde “About Last Night” lidt bedre ud. Jeg synes, han er vrælende, og får Adam Sandler til at fremstå elegant og subtil.

[image=80192]

Kort om filmen

På endnu en bytur, hvor han som sædvanlig er wingman for sin selvsikre bedste ven, Bernie, møder Danny den smukke, smarte og succesrige Debbie, der er lige så supersingle, som han selv. Da kemien mellem dem går fra nul til 100 på rekordtid, ender de allerede første nat mellem lagnerne… Og det sker igen en anden nat… Og natten efter… – Så stik imod velmenende råd og advarsler fra Bernie – og ikke mindst Debbies bedste veninde, Joan – forsøger Dan og Debbie snart at få deres nye kærlighed til at fungere. Men hvad de indledningsvis kærlighedsblinde elskende hurtigt finder ud af – til trods for deres gode intentioner og oprigtige følelser for hinanden – er, at det, der begyndte som en tilfældig og berusende intimitet, snart blegner i lyset af dagligdagens udfordringer ved et monogamt samliv.

Ads by MGDK