[b]Nye tider, nye sange[/b]

“Sange fra skoven” tager på eventyr med amerikaneren Louis Sarno, der for 25 år siden hørte et stykke musik i radioen og blev så fortryllet af det, at han drog ud i verden for at finde dets oprindelse i Afrikas jungle. Han endte med at blive der. Men det mest interessante ved denne dokumentar bliver aldrig rejsen – for den er for længst overstået. I stedet ligger den emotionelle tyngde i portrættet af Louis Sarno på et tidspunkt, hvor han gør status over sit eget liv og fremtiden for det lille samfund af Bayaka-pygmæer, han er blevet en del af.

Louis Sarno har boet i junglen et kvart århundrede, da vi første gang møder ham. Meget kan ske på den tid. Første halvdel af filmen bruges på at få os til at føle og forstå Louis Sarno og opbygge en fascination for den kultur og den musik, der lokkede ham på eventyr i junglen. En eksotisk scene, der er let at lade sig forføre af igennem fotografen Siri Klugs fantastiske billeder, hvor junglen fremstår så spillevende, at jeg nærmest dukkede mig, da tordenen rumlede over trætoppene. Måden junglen iscenesættes på, gør, at jeg levede mig ind Louis Sarnos bekymring, når han langsomt begynder at fortælle om, hvordan pygmæernes levegrundlag trues.

En af de ting Michael Obert skal roses for, er, at han formår at komme tæt på de mennesker, han skildrer. Det lykkes måske ikke altid at komme ind under junglehuden på alle de folk kameraet retter sig imod, men der fornemmes en nærhed, en åbenhed over for Obert, som gør, at det bliver muligt at komme nærmere en forståelse af forholdet mellem disse Bayaka-pygmæer og den udefrakommende, hvide mand.

Michael Obert benytter sig også af interviews, hvor der tales direkte til og for kameraet. Men de mest interessante scener er dem, hvor kameraet får lov til at agere fluen på væggen, som det er tilfældet i en sekvens, hvor vi følger Louis Sarnos søn, Samedi, sidde og tale med sine venner om den rejse til New York, han og sin far snart skal på. En rejse som Louis Sarno lovede sin søn, hvis han kom sig over en alvorlig sygdom, der ramte ham som lille. Her flyder samtalen mere frit og ufiltreret end under de mere opsatte interviews. Indlevende fornemmer man, hvordan drengenes tanker kredser om skyskrabere og storbyliv på en måde, der står i kontrast til forældrenes jungleliv.

Anden halvdel i New York, hvor Sarno skal besøge sin gamle ven Jim Jarmusch undgår glædeligt “Coming to America”-karikaturformlen: Vild i storby. Samedi er nemlig bemærkelsesværdigt uimponeret over storbyens høje bygninger og glitrende overflade og fokuserer i stedet sin fascination på de lokale menneskers måde at agere på og omgås hinanden. Mere vanskeligt er det for den gamle. Det tilføjer meget til forståelsen af den komplekse mand at se, i hvor høj grad han føler sig fremmedgjort i den cement- og betonjungle, han oprindeligt kommer fra.