[b]Antisentimental antikrigsfilm[/b]

At gennemleve og overleve krig kræver, at man ikke må være i kontakt med sin menneskelighed. Man må dehumanisere sig selv, simpelthen. Om det handler antikrigsfilmen “Det store stilehæfte – Krigsdagbogen”, der er instrueret af den ungarske János Szász. Filmen er baseret på forfatteren Agota Kristofs prisvindende, første tredjedel af romantrilogien “Le Grand Cahier” (Det store stilehæfte) fra 1986, og er en både brutal og billedskøn fortælling om to 13-årige tvillingebrødres kamp for overlevelse under 2. verdenskrig.

Hen mod slutningen af 2. verdenskrig; i et ikke-navngivet, østeuropæisk land, bliver to lige så navnløse tvillingebrødre, spillet af László og András Gyémánt, sendt på landet for at blive passet af deres bedstemor. De to kommer fra et nydeligt og kultiveret middelklassehjem, så mødet med den grove bedstemor og de barske forhold ude på landet, rammer dem som en mavepuster. Hun kalder dem konsekvent for [i]horeunger[/i], opdrager dem med knytnæveslag og kræver hårdt arbejde for føden. Det er altså ikke uden grund, at hun er kendt som [i]heksen[/i] af byens beboere.

Inden faderen drog i krig, forærede han sine to drenge en dagbog, hvori de skulle nedfælde alle deres oplevelser og tanker. Gennem drengenes [i]voice over[/i] og i billedcollager fra dagbogens sider, suges man ind i deres særlige univers. Som krigens gru og realiteter går op for dem, beslutter de sig for at træne hinanden i hårdhudethed og følelsesmæssig afstand. De pisker hinanden med bælter, slår først biller, så sommerfugle, frøer og høns ihjel. Sulter sig. Lærer sig at afpresse andre mennesker for penge. Glemmer moderens kærlige ord. Alt hvad der skal til for at overleve krig, lærer de. Og det er skræmmende at være vidne til.

“Det store stilehæfte – Krigsdagbogen” bæres imponerende af sine billeder. De fungerer mest af alt som separate tableauer, snarere end som dele af en sammenhængende fortælling. Christian Berger, Michael Hanekes hoffotograf på film som “Bennys video”, “Skjult” og “Det hvide bånd”, går til opgaven med en objektiv, nærmest lakonisk afstand til begivenhederne gennem rolige, ofte ganske underbelyste indstillinger. Dét pirrer både nysgerrigheden og fantasien. Filmens score er komponeret af islandske Jóhann Jóhannsson. Med pludselige trommeruller, elegisk mørke orgeltoner og drømmeagtige triangelslag fremmaner Jóhannsson en mystisk og faretruende stemning, der matcher Bergers billeder perfekt. Filmen hæver sig over den specifikke fortælling og bliver universel i sin kritik af krig som en dehumaniserende proces.

János Szász har senest haft sin helt igennem mislykkede “Opium” fra 2008 i dansk biografdistribution. Den havde i øvrigt også Ulrich Thomsen på rollelisten – i “Det store stilehæfte” har han en mindre rolle som tysk naziofficer. Men hvor “Opium” forblev en hysterisk omgang psykoanalytisk læge-patient-hurlumhej, doserer Szász sine virkemidler meget bedre i “Det store stilehæfte”. Alvoren og indignationen er allestedsnærværende her.