[b]Årh hvad; verden er bare topnederen og uretfærdig… Og stinker også![/b]

Heltene i børnefilm skal altid være møgunger. Altså ikke sådan rigtige rødder. Bare temmeligt nævenyttige regelbrydere, der klarer den hjem på store, velcastede smilehuller, når de laver ramasjang i butikken. Der ville nok heller ikke være meget sjov i at se halvanden time om tre fornuftige børn, som laver lektier og spiller klarinet i stedet for at stoppe en ond byggematador, der vil asfaltere gadekæret. Men det er godt nok noget tid siden, at man har set en så irriterende, tøsefornærmet heltetøs som Mathilde fra “Detektiverne”.

Hun vil alle det bedste. Redde dyrene og de fattige. Og det er det, der er så svært at kapere i længden. For i sin iver efter at forandre verden tramper hun rundt med et ansigt så fortrukket i sure grimasser, at jeg fik helt ondt i kæben. Det er ikke, fordi hun bare skal holde sin kæft og høre efter, men brok, brok og så lidt hyperfrelst brok, er godt nok en speciel måde at drive en film fremad på. Omvendt er det selvfølgelig klart, hun er frustreret, når de voksne er helt ensidigt fladpandede – en smålig klasselærer og en magtliderlig politikommisær glider over i karikatur.

Af en eller anden grund er de to drenge Gustav og Tobias dog klar til at kaste alt, hvad de har i hænderne og gå med i hendes detektivbureau. Det lille plot går hurtigt fra at redde hvalerne til at hjælpe Gustavs onkel af med spillegælden til Jo, der sidder i en lagerhal og laver vildt gangsteragtige ting. Alexandre Willaumes gangster er da også både zuperklam ved miljøet og racist – en voldsom fjende for Detektiverne. Han slår sig endda sammen med en ukrainsk lejemorder. Kan vores helte nu overhovedet klare den? Mon ikke?

Det bliver hurtigt tydeligt, at det spirende sammenhold imellem de tre venner, og hvordan de hver især får mere selvtillid, er den egentlige fortælling. Gustav er vildt dårlig til taekwondo og lidt for tyk, men vokser med opgaven. Tobias er egentlig utroværdigt fingernem og bygger sin egen EMP, men til gengæld er det først nu, han lærer at flyve en helikopter. At detektivboss Mathilde så faktisk ikke hjælper en skid til selv, har filmen fint fat. Der skal jo også være nogen til at få idéen og fordele arbejdet. Management [i]by[/i] ungdomsforelskelse.

De tre skal bære mange af filmens scener. Flere fungerer fint, men med gumpetunge replikskift. Det er også, som om der gøres ansatser til lidt social kritik i skildringen af de forskellige familier, men det følges ikke til dørs. Jeg ved ikke helt, hvad pointen er, måske bare at Gustavs ostepopsramte bonbon-klan og Mathildes grønne te med grønne gurkestænger fandme godt kan mødes i den rummelige folkeskole?