[b]Dødsforagtende kanin spjætter rundt i lidt for roligt vand[/b]

Det må være så svært at lave film for børn. Hvad får de små til at sidde helt stille med store øjne, fuldstændigt ligeglade med de sismofytter og sure fritter, de ellers lige har brugt en halv time og fire ugers lommepenge på nøje at udvælge? Og hvad er bare smarte voksen-idéer, som misforstået taler ned til eller hen over de små hoveder? Det er ikke en eksakt videnskab, eller noget der lige kan måles. Min oplevelse af “Rejsen til Fjerkongens rige” er sikkert en ganske anden, end den filmens målgruppe tager med sig.

Mit gæt er, at “Rejsen til Fjerkongens rige” kan give nogle børn en oplevelse, som dengang “Fuglekrigen i Kanøfleskoven” og “Samson og Sally” fascinerede og skræmte mig på én og samme tid. Krasse fortællinger, som Esben Toft Jacobsens nye film lægger sig i forlængelse af, både hvad angår tematik og karakteropbygning, og som er blevet siddende hos mig, uanset hvad voksne måttet have syntes om dem.

Som i de to klassikere er det ikke et utvetydigt lyst tegneserieunivers, Esben Toft Jacobsen maner frem. En lille kaninfamilie flytter ind i et lille hus på en bakketop. I en montage à la “Op” bliver kaninmor mere og mere syg og hentes til sidst af den grumme fjerkonge – en stor fugl, der kommer i ly af natten. Af frygt for at sønnen Johan er den næste i rækken, flygter kaninfar ud på havet. Den mægtige dødskrage kan ikke tåle vand. Men Johan er besat af at finde sin mor og lokkes af ‘vennen’ Bill – en mølædt sømandshund med en skjult dagsorden om at overtage hans billet til færgen mod dødsriget.

Her har vi brugt ca. 15 af de totale 78 minutter. Der er meget, som skal forklares, og hele udfoldningen af universet og mytologien er meget komprimeret og foregår ofte ved forklarende bisætninger. Det gør desværre, at filmen også får nogle døde perioder i dødsriget (undskyld!), hvor det stædige barn har nogle lange [i]”du er dum, nej du er dum”[/i]-diskussioner med de lige så stædige voksne. Det trækker ned i det ellers prisværdige forsøg på at tackle død og sorg, at historien simpelthen ikke har nok drama. Det bliver ikke så originalt og interessant, som det kunne se ud på papiret: en omvandrende depression af en kaninfar, en hønsehund, der har bygget et vaklende dødsrige ovenpå en blæksprutte, og en hovedkarakter, der drukner! Og det nærmest før historien er gået i gang.

De udtryksfuldt animerede dyr og fine stemmeskuespillere gør ellers et godt forsøg på at puste noget leg og humor ind i et lidt trægt eventyr. En velment forestillling, der ikke helt kan bestemme sig for enten at syre helt ud eller at tage en konventionel rejse ud og hjem igen. Det er måske et udtryk for animationens svære balancegang. Evnen til at tale om svære emner som, europæisk og japansk tegnefilm tidligere har slået sig op på, har de seneste hollywoodfilm også taget til sig. Og med et usammenligneligt produktionsapparat og budget laver de 3D film, der igen og igen sprænger rammerne for [i]production value[/i] og kvalitet. De lidt sjuskede baggrundsanimationer hos Fjerkongen ser man jo ikke hos firmaer, der opfinder computerprogrammer til at animere 300.000 monsterhår eller krystallerne i en snebold enkeltvis.