[b]Døden og den lille pige[/b]

Fiktion om Holocaust og Nazi-Tyskland er næsten en industri. Jeg ved ikke præcis, hvad det er, der fascinerer os ved det. Måske er det en bekvem måde at tale om ondskaben, eller måske er vi endnu ikke færdige med at bearbejde. Uanset årsagen produceres der i hvert fald en lind strøm af materiale om emnet. Når det er godt, så trænger de igennem vores hårde hud, og bevæger og forfærder os. Når det er virkeligt godt, så sætter de alt det frygtelige i kontekst, og tvinger os til at se nye vinkler på historien. Det sidste er tilfældet i Markus Zusaks fantastiske roman “Bogtyven”, som nu er blevet filmatiseret.

Med en fortællerstemme, der viser sig at være ingen ringere end Døden, introduceres vi for pigen Liesel. Vi ser hendes lillebror dø, vi ser hende blive bortadopteret, og vi ser hende stjæle en bog fra en graver ved broderens begravelse. Dette er ikke en nuttet børnehistorie. Hvis man skulle have forvildet sig ind i biografen uden lommetørklæder, så vil det blive to lange timer. Men det bliver gudskelov aldrig entydigt mørkt. Filmen forstår at nuancere sine karakterer og er god til at bruge humor som kontrast til den sørgelig historie. Liesel bor hos adoptivforældre. Faderen Hans er på overfladen en ludfattig, men godmodig maler plaget af sin rappenskralde af en kone, Rosa. Den iltre kone nyder Emily Watson tydeligvis at spille og formår at give hende et glimt i øjet.

Da jøden Max dukker op hos familien og skjules i kælderen, kommer truslen fra nazismen helt tæt på Liesel, og hun må blive voksen meget hurtigt. Max viser sig dog at elske bøger mindst lige så meget som hende, og deres fælles kærlighed til sproget tillader dem både at flygte fra virkeligheden og håbe på en bedre fremtid. Der, hvor filmen adskiller sig fra bogen, er i et fokus på fattigdommen og på det skel, der er mellem de rige nazister og dem, der afviser partiet og derfor udstødes. Det er et fornuftigt valg af instruktøren. Den vinkel, man har lagt på historien, gør, at den ikke bare bliver endnu en nazifilm i rækken, men netop formår at give os en ny vinkel. Resultatet er en film, der fungerer på sin præmis.

Der er tydeligvis brugt mange ressourcer på iscenesættelsen, hvilket i den grad kan ses i den færdige film. Kulisser og kostumer giver den rette stemning af et Tyskland, som endnu er ved at rejse sig fra depressionen. Specielt den fattige gade, hvor Liesel bor med sine adoptivforældre er utroligt godt realiseret. Gaden er beskidt, husene skæve og indbyggerne klædt i slidt, hullet og beskidt tøj. Man kunne dog ønske sig, at makeup-afdelingen havde fået fortalt, hvad filmen handler om. Det bemærkes flere gange, hvor beskidte og syge flere af karaktererne ser ud, mens de mest af alt ligner fotomodeller lige fra catwalken. Det er en fjollet fejl i en ellers gennemført film.

De trange kår er dog forbløffende smukt iscenesat. Fotografen Florian Ballhaus, som jeg ikke tidligere har lagt mærke til, har et blik for det magiske og skønheden i situationer og steder, hvor man ikke normalt forventer det. Da filmens historie drejer i retning af nazismen, markeres det med en overgangsscene, hvor et børnekor afsynger “[i]Kampflied der Nationalsozialisten[/i]” iklædt uniformer fra [i]Hitlerjugend[/i] og [i]Bund Deutscher Mädel[/i]. Der dvæles ved børnenes ansigter, de vajende svastikaflag i baggrunden og lærernes stenansigter. Det er på samme tid smukt og forfærdeligt. Det er i scener som denne, at filmens dele går sammen i en højere enhed.