[b]Yves ZZZZZ forlang[/b]

Så for djævlen. En af Frankrigs største modeskabere åbner undertøjsskuffen – næh! Yves Saint Laurent var et plaget geni – øj! Modebranchen er grim og ubarmhjertig – åh! En lang tur igennem et sikkert spændende liv og en utvivlsomt glorværdig karriere byder ikke på nogen overraskelser, chokerende åbenbaringer eller bare oplysninger, man ikke ville kunne finde efter et par minutters google-ing. Jeg sad tilbage med en svag mistanke om, at andet aldrig har været meningen.

Den unge designer Yves vokser op i Oran i Algeriet, og mens den tidligere koloni slår revner, tegner han den ene smukke kjole efter den anden og bliver Christian Diors assistent i Paris. Da den gamle mester dør, står det 21-årige skravl med hele det kreative ansvar og et psykisk sammenbrud lige ud for sin markante næse. Instruktør Jalil Lespert har valgt at ramme sin traditionelle [i]biopic[/i] ind i den brutale kærlighedshistorie imellem Saint Laurent og Pierre Bergé. Meget naturligt, eftersom de to sammen drev YSL frem til designerens død i 2008.

Men filmen savner en balance. I stedet for at komme til bunds i enten udødelig kærlighed eller udødelige cocktailkjole-designs, kratter man lidt i overfladen på begge. Yves er et indiskutabelt geni, men talentet er der bare ligesom det skrøbelige sind. Hvad er det for hemmeligheder, virkelighedens Pierre Bergé har skulle godkende, før filmen blev færdiggjort? Forholdet til den dominerende mor forbliver en antydning. Karl Lagerfeld og Andy Warhol og en masse andre, som sikkert var store kanoner i 60’erne, slingrer standerskæve rundt i yderste udkant af historien. Men værst af alt er det en evig gåde, hvorfor Bergé bliver sammen med den barnlige, humørsyge og egoistiske Yves.

Det forsøges forklaret af en lidt doven [i]voice-over[/i] af Guillaume Gallienes Bergé, der igen og igen priser den afdøde mester, hans æstetiske sans og nærmest undskylder, at han skulle trækkes med at rende rundt blandt almindelige mennesker – når nu han var så smukt et menneske. Det er et skoleeksempel på [i]biopic[/i]-vrøvl, og noget af det, der kan være allersværest at sluge ved den slags film. Der er ikke rigtig en interessant historie, så man går efter den sædvanlige ‘Det-er-pissehårdt-at-være-talentfuld’-formel. Se “Amadeus”, se “Ray”, se “Walk the Line”. Det er ved at være en slidt gammel joke.

Som så til gengæld fortælles på en rigtig gammeldags måde. Paris er gennemsmuk, franskmændene er chikke og smukke, scenerne er velkoreograferede og smukt fotograferede. De allerede storfejrede hovedrolleindehavere fanger uden tvivl hver en lille detalje i forlæggets diktion og mimik. De ER garanteret rollen. Jeg blev bare aldrig interesseret. Heller ikke i at Pierre Niney ikke bærer en rekvisit, men Yves Saint Laurents originale brille(!) Det giver måske skildringen en helt anden dybde, men jeg tænker, at man måske skulle have brugt lidt længere tid på manuskriptet end på at cleare rettigheder til accessories.