[b]Mere Michael Mann end Marvel[/b]

Ventetiden er ovre. For Marvelfans, for ‘murica og ikke mindst for The First Avenger selv, der har måttet vente 70 år på sin [i]sequel[/i] i en arktisk isterning. Han er vist helt optøet, men kun nogenlunde opdateret på den vestlige verdens fremskridt såsom importen af thai-mad og Marvin Gayes albums fra 70’erne. Filmens fineste joke er, at selve billedet på Amerika ikke aner noget om det samfund, han vågner op til, men må rende rundt og gøre notater i en lille bog. Bortset fra indsigt i våben og satelitteknologi tog han åbenbart ikke så meget med fra oplevelserne i “The Avengers”.

Hvad han og vi endnu en gang lærer, er, at mennesket på 70 år blot har forfinet evnen til at plage hinanden under påskud af at tjene menneskeheden. S.H.I.E.L.D. og Nick Fury er blevet småparanoide og arbejder med en kommunal forsøgsordning, der sender nik i retning af virkelighedens dronefly og politiske mantra: skyd først!, forklar noget af det bagefter, hvis vi altså bliver taget i det!

Det er stadig en Marvel-film, men det kan nogle gange glemmes, når der bruges lang tid på at opsætte et betændt politisk miljø, som skal vise, hvor meget ude af trit med tiden den idealistiske Captain America er. Steve Rogers er lige så blankpoleret på tænderne, skjoldet og indersiden af hovedet som altid. En rar og sympatisk figur, som Chris Evans gør det svært ikke at holde med. Han keder mig bare lidt. Som modvægt lyner Scarlett Johanson ned i Black Widows læderdragt og leverer med al sin stemmeknirk så konstant en skylle af [i]oneliners[/i], at det ikke er sikkert, Stan Lee har nogle gode til overs til Peter Parker her om en måneds tid (men så må ham Spider-Man fandme også lige hjælpe lidt til, når Loke ødelægger New York – helt ærligt altså!).

Makkerparret – kaptajnen og enken – bliver dog lidt for opstillet, den kynisk-mystiske russiske dobbeltagent og den lidt stærke, men også lidt bløde kaptajn, der savner sin bedste ven og sin ungdomsflamme. De har en temmelig anstrengt ping-pong om kaptajnens mangel på socialt liv, der skal være sjov, fordi den foregår mens de lister rundt på deres missioner. For listet bliver der, og meget af tiden føler man sig hensat til en spionfilm. Kaptajnen er endda næsten aldrig i uniform, men har udover Jason Bournes arbejdsmetoder også lånt hans vindjakke.

Det ligner meget af tiden simpelthen ikke en superheltefilm. Action-scenerne er utroligt flotte og intense og ligner noget Michael Mann kunne have brugt i “Heat”. Hvis man da kan forestille sig Robert de Niro blive hamret ned af et bolsjestribet skjold. Der kæmpes med at finde en balance imellem det farverige Marvel-univers og en mere rå realisme. Det tipper mod det sidste. Captain America kæmper mest imod kompetente, men filmisk uimponerende elitesoldater og så lige titlens hovedskurk, der (da-da-da!) egentlig er en russisk kopi af ham selv. Jeg savner lidt fjollet tegneserievildskab. Flere gammastråler og mere grøn hud. Mindre ligegyldig 3D og færre sidekarakterer, der bare skal skubbe handlingen lidt fremad.