Endnu engang – som i “Nebraska”, “Bluebird” og mange andre – skal vi på besøg i de smuldrende industribyer, der engang blev kaldt Amerikas hjerteland, men som nu er forarmet og formørket provins. Jeg ved ikke, om det er finanskrisen, som har bragt disse historier i forgrunden, eller om det snarere er en konsekvens af den naturlige befolkningsudvikling. Dette landskab har ofte dannet baggrund for historier om unge mænd fra små kår, men med sunde værdier, der satser alt på den amerikanske drøm i den store by som i Tom Cruise-filmen “All the Right Moves”, men nu er det, som om flugten ikke længere er mulig. Alle sidder fast i mudderet, og den eneste forskel er, hvorvidt man er villig til at trykke andre under for at holde sig selv oppe lidt længere.
[image=78417]
Rodney er anledningen til hævnen. Hans forsøg på flugt var at melde sig til hæren, men efter fire udstationeringer i Irak er han mentalt ved at bukke under. Han tjener småpenge ved at kæmpe i ulovlige boksekampe for den lokale gangster, hvor han kan forsvinde ind i sin vrede og afmagt. Han får arrangeret en sidste kamp, hvor han kan vinde stort og trække sig tilbage, oppe i bjergene i et [i]hillbilly[/i]-samfund, der vækker banjominder om “Deliverance”. Om det er et reelt forsøg på rehabilitering eller en halvt artikuleret dødsdrift, der sender ham op i bjergene er op til fortolkning, men ingen slipper godt fra at prøve kræfter imod den lokale høvding Harlan DeGroat.
[image=78411]
Det, der gør dramaet vedrørende på trods af den utroligt dystre historie, er den eminente karaktertegning. Filmen bruger det meste af sin spilletid på at opbygge (og siden nedbryde) disse karakterer og instruktøren Scott Cooper formår at fange essensen af dem i små, næsten forglemmelige scener, der alligevel bringer os så tæt på personerne, at deres uundgåelige skæbne bliver så meget mere tragisk. Det store opgør i filmens slutning foregår i en gammel, overgroet fabriksruin. Et mere malende billede på ruinen af den amerikanske drøm kan jeg ikke forestille mig.
[image=78414]