[b]Et katteliv[/b]

[i]”Llewyn er katten,”[/i] misforstår damen i mønttelefonens rør, da den sofa-surfende folkmusiker, Llewyn Davis, forsøger at forklare, at han er kommet til at smække katten ude fra nattens lånesofa-lejlighed. Eller måske har stemmen i røret slet ikke misforstået noget, måske er hun nøglen til at forstå og nyde brødrene Coens nye film. For den melankolske Llewyn, der i 60’ernes Greenwich Village netop har fået udgivet en soloplade, som deler titel med filmen, logrer ikke med halen for nogen. Han går lidt småarrogant sine egne veje med øjnene fulde af sorgfyldt forbitrelse og kommer ikke springende, når nogen kalder i den her kattens gode film.

Filmen føles netop som en rastløs kat eller et musikalbum, hvor hver hel- og velstøbte sang fanger den næste på pladen uden at have meget andet tilfælles end tonen og sangstemmen. Og hvilken behagelig overraskelse den er den stemme. Oscar Isaac – som brød igennem som tidligere indsat i Nicolas Winding Refns “Drive” – synger selv, og det gør han, så der aldrig var grund til at [i]searching for Sugar Man[/i]. Og det er ikke bare en sangbid her og der, vi serveres, men det er hele sange i en musikfilm med et syngende stort M.

På den måde bliver “Inside Llewyn Davis” en af de mest løst plotstrukturerede film, som de krølhjernede brødrene Coen har skabt. Her er ingen Coen-vanlig pengekuffert, der grisk skal jages, men kun en drømmende musiker og hans guitar samt lånekat. Men hvad han ikke har i hænderne, det har han subtilt placeret i den mentale bagage. Bevæbnet med sit sarkasmeskjold sætter den indebrændte Llewyn sjældent ord på det, men bag ham ligger et duoalbum med et selvmord på samvttigheden, en forkalket plejehjemsfar og et måske-barn i hvem-ved-hvor. Den bagagetyngde formuleres rammende – for ramt blev jeg – da Davis i introscenen folk-forsigtigt trygler: [i]”Hang me, oh hang me.”[/i]

Dertil skal lægges vreden fra en Carey Mulligan, der her beviser, at hun kan andet, end at spille sød med sød på. Hun spiller herligt [i]pissed[/i] – måske mest på sig selv – fordi Llewyn har gjort hendes karakter, Jean, gravid. Det er svært at forklare til hendes hygge-fuldskæggede husbond, Jim, der spilles coensk kejtet af Justin Timberlake. Ellers er der nu ikke så meget kejtet ved karaktererne, som de plejer at være i Coen-land. Gentagelserne og de ironisk overgjorte karakterer er nedtonet til fordel for en (anti)helt, der bestemt ikke trives som solist i nogen af livets forhold, og som er den måske mest identifikationsstærke karakter, som brødrene har præsenteret hidtil.

Som enhver person, der har svært ved det der med at finde sig selv, så skal vi naturligvis også på en lille [i]roadtrip[/i]. Llewyn tager katten med mod Chicago på et lift, der er en af filmens løjerlige højdepunkter. Wes Anderson har Bill Murray – The Coens har John Goodman. Den rundmavede kæmpe spiller her sin jazzmusiker med et eksperimenterende forhold til stoffer med en energisk tilstedeværelse, som matcher niveauet fra den enøjede Big Dan i “O Brother, Where Art Thou?” Her sprudler filmen undtagelsesvist. Det er ellers ikke dens ting. Den dvæler. Dvæler om sine mange, lange og lækkert lytteværdige sange, om tidsperioden i et snekoldt New York, hvor strejfer-trubaduren får våde fødder i sine udtrådte sko, og om en drømmer med fiasko som mest sandsynlige karrierevej.