[b]Oceans otte morfædre tager røven på nazister og filmpurister[/b]

Et stykke inde i George Clooneys “Monumenternes mænd” slog en tanke mig. Er manden født 50 år for sent? Venter vi bare på, at frække innovationskonsulenter klasker hans ansigt på konferencehotellets whiteboard under den sigende kursustitel [i]”Behind his time”?[/i] Måske var det den konstante strøm af velskreven replik-pingpong leveret med Cary Grantsk charmogance. Måske overskægget, der ville få Clark Gables barber til at starte forfra på frisørskolen. Sikkert er det, at Clooney med undtagelse af “Kamæleonen” aldrig har lavet en film, der foregår, efter han selv er født. Lige fra “Confessions of a Dangerous Mind” til “Good Night and Good Luck” stopper vi før 70’erne. Nu har han så lavet en krigsfilm for raske drenge med brylcreme i håret og Thompson-geværer ved hoften. Helt klassisk.

George er en stjerne af den gamle skole, måske en af de få, der kan måle sig med ovennævnte herrer i popularitet og magnetisk publikumstække. Hollywood-[i]royalty[/i] kort sagt. Og hoffet er kaldt til samling i et virkelig blæret [i]cast[/i] af alle dine gamle favoritter. Bill Murray er med. John Goodman er med – og god. Matt Damon er god, når han er med, og Cate Blanchett er gået med til at tillægge sig en god, fransk accent.

Problemet for Kong George den vanvittigt dygtige er egentlig at finde tid til alle sine medspillere og deres historier. Når man ser plakatens parade af navne, der alle kunne bære deres egen film, tænker man måske, at otte stjerner er otte-dobbelt så godt, men man får snarere en ottendedel af hver. Alle arbejder lidt sløset, og hvis George er lige så dårlig som mig til brøkregning, forstår man måske godt, hvorfor resultatet er ufokuseret. På et tidspunkt er han oppe på at skulle holde fire tråde i gang på samme tid. Og det er altså med nogle karakterer, der dumper lige ned foran dig uden baghistorie, men som til gengæld kender hinanden og hele tiden refererer til dengang du ved – blink blink.

Det fungerer i “Oceans”-filmene, og “Monumenternes mænd” efterligner den legende tilgang. Vi skal hurtigt i gang med det store nummer, om det så er gangstermillioner i Vegas eller kunstskatte i det besatte Frankrig, der skal hentes. Men kupfilm er en anden genre, hvor det er et kvalitetsmærke at være lige så åleglat som den bedrager af en antihelt, vi skal holde med.

I dette tilfælde kæmpes der på overfladen med tungere spørgsmål som ofringen af menneskeliv i en højere sags tjeneste. Men den for krigsfilm så velkendte “why we fight”- monolog, der skal retfærdiggøre heltenes kamp, kommer inden for det første kvarter, og derfra er det underforstået, at den umulige og livsfarlige mission MÅ udføres. Ingen diskussion. Der er altså tilløb til etiske dilemmaer, men de bliver ikke ført helt ud i livet.