Filmz
Pinocchio (2014)

Pinocchio

Medvirkende:

Nis Bank-Mikkelsen, Søren Sætter-Lassen, Jens Jacob Tychsen

Instruktør:

Enzo D'Alò

Filmlængde:

75 minutter

Genre:

Animation

Pinocchio (2014)

MMB MMB
[b]Pinocchio burde have været pindebrænde[/b]

Det ville være let at brokke sig over endnu en “Pinocchio”-filmatisering. For hvorfor lave en ny film om den lyveudfordrede trædreng, når Disneys klassiker med over 70 år på bagen stadig holder den dag i dag? Hvis det ikke havde været for en lille bitte detalje, så havde jeg sikkert også været af den opfattelse. Men nu er den talende træfigur bare ikke Disneys opfindelse. Nej, historien om Pinocchio har derimod sine rødder i en italiensk børnebog fra slutningen af 1800-tallet. Så hvorfor skulle de italienske animatorer ikke have lov til at gå i krig med den elskede fortælling om drengen med den lange løgnernæse?

[image=78312]

Ligesom en dårlig filmskaber vil jeg blæse på [i]suspense[/i] og derfor komme med afsløringen med det samme. Denne udgave ER anderledes. For selvom historien overordnet set er den samme som i Disneys tegnefilm, så der en række væsentlige forskelle imellem de to filmatiseringer. Især karaktererne er anderledes. Et godt eksempel på det er dukkeføreren Stromboli. Han er ganske vist stadig ikke ligefrem typen, man inviterer på eftermiddagskaffe, men hvor han hos Disney er rendyrket ondskab, så har han her sympatiske træk. Ja, han lader sågar Pinocchio forlade dukketeatret frivilligt.

Pinocchio er til gengæld blevet mindre sympatisk end nogensinde før. Han fræser rundt i byen, løber på væggene og er generelt ligeglad med alt og alle. Som en mindre naturkatastrofe nedtromler han alt på sin vej. Ballademagere kan selvfølgelig også sagtens være sympatiske, men den charme som Emil fra Lønneberg og Toto fra “Mine aftener i paradis” besidder, ser man intet af hos Pinocchio. Og så bliver det heller ikke ligefrem bedre af, at Pinocchio absolut skal råbe alle sine replikker, som var det hans halvdøve morfar, han snakkede med.

[image=78311]

Men der er jo selvfølgelig en pointe i at lade Pinocchio være usympatisk. For lidt groft sagt så handler fortællingen om, at Pinocchio på sin lange rejse skal lære at opføre sig ordentligt. Problemet er bare, at der er intet, som tyder på, at Pinocchio bliver gradvist klogere undervejs. Og når man så har en flad, usympatisk hovedperson i en stramt fortalt fortælling på 75 minutter, så skal der nærmest mirakler til for at ende med en god film. Og desværre får Pinocchio aldrig øje på et stjerneskud.

Det er ellers ikke, fordi filmen er helt uden kvaliteter. For “Pinocchio” er helt grundlæggende en fantastisk, fantasifuld fortælling. Tag bare besøget til Slaraffenland, der ved første øjekast ligner en forlystelsespark, men i realiteten viser sig at være et sted, hvor børn forvandles til æsler. En sådan sekvens er helt umulig at ødelægge. Men det er nu trods alt heller ikke, fordi alle filmens valg er lige dårlige. Især filmens musikindslag fungerer upåklageligt, hvor specielt skurkesangen, fremført af den onde kat og den snu ræv, formår at sætte den gode tone.

[image=78313]

Kort om filmen

En ægte børneklassiker genfortolket i vidunderlig smuk animation. Det er den verdenskendte historie om dukken Pinocchio, hvis højeste ønske er at blive en rigtig dreng. Den ensomme tømrer, Geppetto, udskærer en marionet dukke af et stykke træ, der på magisk vis bliver levende. Pinocchios legesyge og ukontrollerbare natur bringer ham på en forunderlig og begivenhedsrig rejse, der ultimativt bliver en lærerig oplevelse for den lille talende dukke.

Galleri

Ads by MGDK