Filmz
Kartellet (2014)

Kartellet

Medvirkende:

Anders W. Berthelsen, Lene Maria Christensen, Leif Sylvester, Lars Ranthe, Jesper Asholt, Kurt Ravn, Henrik Prip, Benjamin Boe Rasmussen, Lars Brygmann, Flemming Enevold

Instruktør:

Charlotte Sachs Bostrup

Filmlængde:

100 minutter

Genre:

Drama

Kartellet (2014)

MMB MMB
[b]Byggemand Anders uden nuanceret værktøj[/b]

Det er rart at få rusket op i sin verdensopfattelse en gang imellem. Organiseret økonomisk kriminalitet er i hvert fald ikke det, jeg forbinder med byggebranchen i lille Danmark. På den måde er “Kartellet” en kærkommen tilføjelse til det danske filmlandskab. Men én ting er et solidt idé-fundament, noget helt andet er det færdige byggeri.

[image=78225]

Navnet er Berthelsen, Anders W. Berthelsen. Og i rollen som Lars Halbo kan han det hele. Lars har haft succes i udlandet, han har kone og to dejlige børn, og nu er han vendt hjem fra udlandet for at overtage familievirksomheden efter sin far. Og at styre faderens byggefirma er en smal sag for Lars. For som han selv siger: [i]”Jeg har været med til at bygge halvdelen af Dubai, tror du ikke, jeg kan klare et par plejeboliger”[/i]. Selvfølgelig kan han det. På første arbejdsdag tropper han op på rådhuset og napper en kæmpe ordre for næsen af alle de andre. Tag den, konkurrenter!

Men ak, konkurrenterne er ikke synderligt begejstrede for Lars Halbos overlegne natur. Ja, rivalerne vil faktisk have helst have Halbo ryddet af vejen. For i entreprenørbranchen er det mafia-lignende tilstande, der hersker. Langsomt, men sikkert ødelægger de Halbos liv – både professionelt og privat. Men Lars giver ikke op. Alene – uden at inddrage familien – fortsætter han sin kamp imod overmagten. Men det hele bliver for meget. Som en anden Bruce Banner krakelerer den perfekte facade og bliver på et splitsekund erstattet af raserianfald i massevis imod alt lige fra korrupte konkurrenter til familien. Kun den grønne hudfarve mangler. At Lars ikke kan overskue hverdagstrivialiteter, når han samtidig bliver tyranniseret af de konkurrerende firmaer, kan enhver sætte sig ind i. Men det er alligevel en skam, at vi ikke får lov at opleve det gradvise sammenbrud, men kun ser Lars gå fra grisebleg til galgrøn.

[image=78227]

I kan måske se, hvor jeg vil hen af. Det hele er meget sort/hvidt. De onde er ikke bare nogle tvivlsomme typer, de er nogle lede sataner. Tag bare Benjamin Boe Rasmussens temperamentsfulde Persson, ejeren af et konkurrerende firma. Han er ikke alene involveret i økonomisk kriminalitet, han kommer decideret kørende med sine underbetalte polske arbejdere sammenkrøbet i bagagerummet. Hvor er nuancerne henne? Netop ensidigheden gør det svært at tro på, at Halbo for alvor kunne overveje at gå med i kartellet, som filmen ellers antyder. For som filmen er udformet, ligger Halbos værdisæt simpelthen for langt fra skurkenes.

“Kartellet” gør sådan set en masse rigtigt. For med sin konstante fremdrift og korte spilletid nåede jeg i hvert fald aldrig at kede mig. Ja, flere gange bliver det – takket være de fermt konstruerede scener – også decideret medrivende. Især en bilscene, der leder tankerne hen på Sikker Trafiks sikkerhedsselekampagner, fungerer sublimt med sit totale fravær af lyd. I en sådan sekvens er det næsten umuligt ikke at holde vejret i et sekund eller to. Ja, håndværket er i det hele taget bundsolidt. Desværre er kanterne bare ikke høvlet helt af.

[image=78724]

Kort om filmen

Efter en karriere i udlandet vender den selvstændige entreprenør, Lars Halbo (Anders W. Berthelsen) sammen med sin familie, tilbage til Danmark og overtager familiefirmaet Halbo El & VVS. Men da han underbyder nogle større entreprenørvirksomheder i en række kommunale udbudsrunder og nægter at indgå i deres ulovlige prisaftaler, kommer både han, firmaet og hans familie hurtigt under et voldsomt, mafialignende pres fra de store selskaber. Den unge entreprenør havner i et nærmest uløseligt dilemma; skal han gå med og få fred og økonomisk tryghed, eller skal han tage kampen op og risikere alt?

Galleri

Ads by MGDK