[b]Iron Man, gå hjem![/b]

De fleste fans af Paul Verhoevens “RoboCop” fra 1987 vil nok sætte sig skeptiske i sædet, når de skal ind og overvære dette [i]remake[/i]. For mig tog det imidlertid ikke mere end cirka syv minutter, før en hæsblæsende åbningssekvens, der formår at være en kritik af amerikansk udenrigspolitik og mediekultur, havde overbevist mig om, at instruktør José Padilha har det helt rette greb om “RoboCop” anno 2014. En ny klassiker kan være født!

Denne “RoboCop” er et [i]remake[/i] af højeste kaliber. [i]Remakes[/i] er næsten at betragte som en genre i sig selv, hvor et originalt forlæg skal danne grundlag for en ny, men samtidig kendt fortælling. “RoboCop” formår på forbilledlig vis netop dette, og det viser sig allerede i føromtalte åbningsscene. Præcis som Verhoevens gamle perle bliver historien slået an med en tv-udsendelse. Denne gang er det Samuel Jackson, der som en anden Bill O’Reilly indleder sit program, og filmen, ved at propagandere for brugen af avancerede dræberrobotter frem for militær- og politifolk af kød og menneskeblod. Sideløbende følger vi et tv-hold i et mellemøstligt land, der filmer en grotesk situation, hvor netop disse dræberrobotter viser sig som løsningen på og årsagen til terrorisme.

Det er fænomenalt sat op. I grove træk har vi at gøre med samme fortælling om den ærlige betjent, Alex Murphy, der i kamp imod kriminalitet bliver totalskadet. Alex bliver ‘opkøbt’ af robot-virksomheden Omnicorp og ombygges til en krydsning af menneske og robot. Udover Murphy, og hans kvaler som familiefader [i]gone robot[/i], så er både den visionære, men skruppeløst griske direktør for Omnicorp samt den idealistiske læge, der står for skabelsen af RoboCop, helt centrale karakterer. Det er nyt i forhold til originalen.

En stor del omhandler finpudsningen af den robotdragt, der holder Murphy i live efter hans kropslige død. Hvordan forholder sind og krop sig til hinanden? Murphy er et menneske med en robots kræfter, men hvor langt kan man gå, før der ikke længere er tale om et menneske? Det spørgsmål behandles grundigt i velskrevne dialoger imellem Joel Kinnaman, Gary Oldman og Michael Keaton, der henholdsvis spiller Murphy, lægen og direktøren. Alle tre gør det fremragende og holder spændingsniveauet højt, selv når der ikke er bulder og brag på skærmen.

Men det buldrer og brager skam stadig. I den grad. Det er ikke så blodigt som i originalen, men filmen synes ikke at lide under sin [i]PG-13-rating[/i]. Og så må jeg lige nævne det sprøde soundtrack, der krydrer actionscenerne, som spænder eminent fra Sinatra til Focus. I særdeleshed gør en kampscene imellem RoboCop og et par fuldvoksne dræberrobotter (til de indviede, ja ED-209!) et kæmpe indtryk og bidrager til, at kriminelt ringe film har en ny fjende.