[b]Hvem er Jack Ryan?[/b]

“Jack Ryan: Shadow Recruit” er den femte film i serien om CIA-agenten med selv samme navn. I modsætning til seriens tidligere film er dette kapitel dog ikke baseret på en af Tom Clancys romaner. Umiddelbart uforståeligt. For seriens hidtil bedste film, ubådsdramaet “Jagten på Røde Oktober”, var nemlig i høj grad værd at dykke ned i grundet Clancys plot. På den anden side har jeg aldrig rigtig fundet ud af, hvad der egentlig gemmer sig under overfladen på Jack Ryan-figuren. Så på den måde ville en ny indgangsvinkel til serien måske ikke være så dum en idé endda. Derfor havde jeg blandede følelser, da jeg blev rekrutteret til at se dette [i]reboot[/i].

Filmen foregår i det 21. århundrede, men historien er som taget ud af et koldkrigsdrama. En mistanke om russisk kursmanipulation, som potentielt kan ende i den største økonomiske krise siden depressionen i 1930’erne, får Jack Ryan til at drage til Moskva. Måske en anelse simpelt, men ganske Clancy-agtigt. Inden filmen kommer så langt, når vi dog heldigvis at blive ordentligt introduceret til hovedpersonen. Det burde være en selvfølge, men alt for mange af nutidens actionfilm har det med at glemme en så basal ting. Heldigvis har Kenneth Branagh styr på sit håndværk. I en kort introducerende sekvens à la “Batman Begins” får vi indblik i, hvordan Jack Ryan er blevet Jack Ryan. At det er terrorangrebet den 11. september, som får akademikeren Ryan til at melde sig ind i flåden, virker måske lige patriotisk tykt nok, men det er trods alt til at forholde sig til.

Jack Ryan er i det hele taget blevet mere menneskelig. Chris Pine er langt mere charmerende i rollen end forgængerne Alec Baldwin og Ben Affleck. Ja, han er ligefrem på niveau med Harrison Ford. Pine mangler godt nok lidt af Fords uforlignelige autoritet, men dette kompenseres der heldigvis for med Kevin Costner i rollen som Ryans læremester. Chris Pine giver med sit spil til gengæld Jack Ryan en velfungerende sårbarhed. En længere genoptræningsperiode efter et helikopterstyrt understreger dette træk – han er ingen Superman. Genoptræningen fungerer også som introduktion til lægen Cathy, som Ryan forelsker sig i.

Det lyder måske simpelt. Det er det ofte også. Men netop, fordi filmen er bevidst om sine egne begrænsninger, fungerer den så godt, som det er tilfældet. Med sin længde på 105 minutter undgår filmen at trækkes i unødvendigt langdrag. Hvis det stod til mig, så kunne filmen have været endnu kortere. Det sidste akt fungerer nemlig ikke som det klimaks, det burde have været. Pludselig introduceres en ny karakter, som man aldrig rigtig når at opbygge et forhold til. Så i stedet for at bekymre mig om min puls, så fik slutningen mig til at jage Røde Oktober i mine tanker. Det er stadig den bedste Ryan-film.

Apropos “Jagten på Røde Oktober” så må jeg dog give Kenneth Branaghs russiske superskurk Viktor Cherevin, som han selv spiller, at hans russiske accent er mere imponerende end Sean Connerys i netop “Jagten på Røde Oktober”. Men det er også det mest imponerende, der er at sige om den rolle. Ligesom det er tilfældet for stort set alle russiske superskurke i amerikanske film, så er Cherevins svagheder naturligvis også sprut og kvinder. Heldigvis er samspillet imellem Ryan og Cheverin ganske intenst, og hvem af de to som egentlig er et skridt foran den anden, var jeg langt hen ad vejen dejligt i tvivl om.