[b]Griber ikke chancen[/b]

Min umiddelbare reaktion på traileren til “One Chance”, der fortæller historien om Paul Potts overraskende sejr i talentkonkurrencen Britain’s Got Talent i 2007, var himmelvendte øjne og mild kvalme. Det lignede et nederdrægtigt markedsføringstunt for et i forvejen alt for populært tv-program, men filmen om den operaelskende telefonsælger fra Kingswood viser sig faktisk at fortælle en mere mærkværdig historie, end jeg havde troet ved første øjekast.

Historien om Paul Potts adskiller sig nemlig fra lignende fortællinger i den forstand, at selvom vi som seere ved, at det hele ender i succes på live-tv foran hele den engelske befolkning (og på youtube foran resten af verden), så er det ikke berømmelse, Paul drømmer om. Faktisk kender han ikke engang til programmet Britain’s Got Talent, før han tilmelder sig. Det er derfor ikke en fortælling om rejsen mod denne ene chance, som filmens titel hentyder til, men en fortælling om Pauls forgæves bestræbelser på at udleve sin drøm. Han sparer sammen for at komme på operaskole i Venedig, men stemmen svigter i det afgørende øjeblik, og hjemme i England møder hans operafantasier familiær modstand, inkasso-opkrævere og blindtarmsbetændelse.

Paul spilles ganske udmærket af James Corden (du husker ham sikkert fra “Lesbian Vampire Killers”?). Over for ham står filmens kvindelige hovedrolle, Pauls kæreste Julie-Ann, spillet af Alexandra Roach. Roach er filmens største trækplaster. Det er hendes præstation, der i høj grad bærer kemien mellem Paul og Julie-Ann. Roach stjæler scenen, når hun er på, og hendes opmuntring af Paul smittede rørende af på mig.

Det redder dog ikke filmen fra at lugte lidt for langt væk af afholdenhedsporno i bedste “Twilight”-stil. Da Paul og Julie-Ann på bryllupsnatten endelig smider klæderne bekræftes ens mistanke om, at de to endnu ikke har forbrudt sig mod ægteskabet ved på forhånd at have testet lagnerne og dermed svunget operastemmen op i det høje C. Dette kyskhedselement kunne – i stedet for at virke reaktionært – have været brugt kreativt til at tilføje dybde til karakterportrættet, men netop den kreative historiefortælling er filmens absolut største mangel.

“One Chance” tager nemlig alt, alt for få chancer med sin fortælleværdige historie. I stedet for at omfavne operaen som et aktivt, filmisk redskab, træder det uinspirerende i baggrunden som et lidt ligegyldigt soundtrack. Paul er ligeledes en karakter, der med sin skrøbelige psyke og umulige drøm burde være portrætteret som en moderne grim ælling, men som hele tiden holdes nede af et umodigt og til tider direkte umodent manuskript, der med upassende slapstick-humor hist og her hellere vil gøre filmen til en komedie. I historien om Paul Potts gemmer der sig uforløste muligheder, men det er kun de stærke skuespilpræstationer, der sikrer, at den som romantisk komedie akkurat holder sig middelmådig.