[b]Fædrenes synder i et sydamerikansk diktatur[/b]

Det er ofte et godt fortællekneb at skildre det forfærdelige igennem et barns naive blik. Overgangen fra barn til voksen markeres af det uskyldstab, der uvægerligt sker, når samfundets barske realiteter går op for barnet. I dette tilfælde er det pågældende samfund Argentina i slutningen af 70’erne. De barske realiteter er militærjuntaens undertrykkelse, og de voldsomme midler visse af dets modstandere tog i brug for deres sag. Der er lavet fremragende film om Latinamerikas militærdiktaturer som den chilenske “No” fra sidste år. “Jeg hedder Ernesto” har derfor meget at leve op til. Det har den desværre svært ved.

Juan får i åbningsscenen at vide, at han ikke længere kan bruge det navn. Nu hedder han Ernesto, og han må sammen med forældrene, sin lillesøster og onkel rejse tilbage til hjemlandet Argentina for at kæmpe den gode kamp. De voksne er med i en undergrundsbevægelse, [i]Montoneros[/i], der er trænet på Cuba og nu skal leve undercover i Argentina og fortsætte kampen. Det bliver aldrig gjort klart i filmen præcist hvad, de foretager sig, men man ser dem regelmæssigt håndtere våben og sprængstoffer, og så kan man næsten regne sig frem til resten. Juan er i starten betaget af det hele, men da han falder for en pige i klassen, begynder han at føle sig fanget.

Filmen benytter sig meget af at klippe hurtigt imellem ekstreme nærbilleder, hvilket sammen med de mættede farver bidrager til et sanseligt billedunivers. Vi befinder os mere eller mindre inde i Juans hoved og oplever spænding, frygt, forelskelse, vrede og afmagt sammen med ham. I filmens mere voldsomme sekvenser skifter formen pludselig til en tegnefilm i stil med Frank Millers “Sin City”. Det er, som om disse begivenheder ikke er virkelige for Juan, men noget groteskt og karrikeret, der ikke passer ind i hans øvrige univers.

Filmens største problem er sandsynligvis, at den aldrig tilfredsstillende introducerer situationen i Argentina for sit publikum. Hvis man som lykkeligt uvidende velfærdsdansker intet kender til de argentinske borgerkrige, Operation Condor eller peronisterne, så forstår man ikke de ekstreme metoder og handlinger, Juans forældre tager del i. Filmens fokus er ene og alene på den lille familie, og militærstyrets overgreb bliver derfor aldrig synlige. Af samme grund ender skurkene i filmen, i hvert fald for mig, med at være forældrene selv. Jeg blev så fortørnet over, at de kunne finde på at tage to små børn med på, hvad der i realiteten er en terroraktion, at det desværre rev mig helt ud af filmoplevelsen, og jeg kom aldrig rigtigt tilbage.

I filmens stærkeste scene er bedstemoderen i hemmelighed dukket op til Juans eller snarere Ernestos fødselsdag. I en hjerteskærende scene konfronterer hun forældrene og bønfalder dem om at flygte tilbage til Cuba eller i det mindste overlade børnene til sig. Moderen angriber hende for, hvad hun beskriver som dumhed og fejhed, mens faderen og onklen insisterer på, at alting er godt, og at der ingen fare er. Det er tydeligvis ment, at denne scene skal stå op imod den ømhed og kærlighed, som filmen ellers viser, at forældrene har for deres børn, og derigennem nuancere billedet af dem, men for mig udstiller den en moralsk fallit, som de på ingen måde kan råde bod på igen.