[b]Brokeback to the future[/b]

Homodramaet “Free Fall” er blevet kaldt Tysklands svar på “Brokeback Mountain”. Her er der ikke tale om en misvisende marketingkampagne, kan jeg godt afsløre. Lighederne er slående. Begge foregår i machoverdener og omhandler mænd, der bliver konfronteret med deres seksualitet. Hvor det før var cowboys, er det nu politimænd. Filmen fungerer bedst i de små, intense scener. Her leveres der et stramt, nuanceret portræt af en mand i identitetskrise. Resten af filmen er dog for forudsigeligt skrevet på formlen: [i]Ein, zwei, gay polizei[/i].

Det starter formularisk forfærdeligt. I et mindre klichébombardement bliver vi introduceret til den machoverden, som hovedpersonen, Marc Borgmann, befinder sig i. Her er både nådesløse polititræningsøvelser og heavy metal i omklædningsrummet, og i et kort sekund blev jeg næsten i tvivl om, hvorvidt jeg overværede en lang introduktion til en af Rammsteins musikvideoer. Machostanken bliver dog afløst af en mere pubertær stemning, da Marc bliver venner med kollegaen Kay. Nu er det ikke dødsmetal, men derimod nattebadning i swimmingpool og hashrygning i smug, som vi skal udsættes for.

Der fortsætter heldigvis ikke ud af samme tangent, og da Kay på en løbetur i skoven lægger op til en lidt anden type motion end planlagt, udvikler deres venskab til et man sætter bolle foran. Herefter følger en identitetskrise for Marc, og han må i en urimelig langsom proces sande, at han nok ikke er helt så heteroseksuel, som han eller sin kone troede. Det går ud over Marcs hverdag, og han kommer bl.a. for sent til fødselsforberedelse. Naturligvis, fristes man desværre til at sige. Disse små dagligdagsproblemer er man desværre tvangsindlagt til lidt for længe, inden dramaet for alvor stimuleres på vej mod sit klimaks.

De to hovedrolleindehaveres præstationer kan der ikke at sættes en finger på. Med en fantastisk kemi får deres forhold en dybde, der er altafgørende for filmens troværdighed. Jeg skal ellers gerne indrømme, at jeg flere gange blev småirriteret over Marcs gentagende benægtelse af sin homoseksualitet, men Hanno Kofflers sympativækkende præstation holdt mig trods alt fra at tilkalde politiet. I stedet følte jeg med politimanden med omverdenens machoforventninger klæbende til sig, der – som et resultat af sin egen forvirring – ikke kan finde ud af, om han skal elske eller hade Kay.

Filmen holder sig klogt væk fra unødvendige virkemidler. Violinkassen er pakket væk. Det giver filmen en råhed, som gør, at den i sine bedste scener føles ægte. Det er de intense og meget nærgående sexscener måske det bedste eksempel på. Netop derfor er det ekstra ærgerligt, at omverdenen til sammenligning føles som en karikatur. Især de uforstående forældre, der bebrejdende siger, at de da ikke har opdraget deres søn til sådan noget griseri, er et frustrerende, unuanceret bekendtskab. De nære omgivelser skildres til sammenligning langt mere autentisk i “Jagten” med Mads Mikkelsen som en mand, der også bliver udstødt af sine egne.