Filmz
Fruitvale Station

Fruitvale Station

Medvirkende:

Michael B. Jordan, Octavia Spencer, Melonie Diaz, Ahna O'Reilly, Kevin Durand, Chad Michael Murray

Instruktør:

Ryan Coogler

Filmlængde:

90 minutter

Genre:

Drama

Fruitvale Station

[b]Befriende lidt sensation i “en sand historie”[/b]

Jeg plejer altid at undgå film, der er [i]”based on a true story”[/i]. Der er noget ved den subgenre, der inviterer til klam sentimentalitet i en grad, så jeg ofte ender med at kæmpe imod en pludselig trang til at gense min morgenmad. Som om det ikke var slemt nok, ender de ofte med at servere en firkantet og moralsk pointe, hvilket heller ikke er min kop te. Det var derfor med et vist forbehold, at jeg så “Fruitvale Station”, der er baseret på åh så virkelige hændelser.

[image=77601]

Det havde jeg heldigvis ikke behøvet. Det er nemlig en usentimental film, der på trods af enkelte små problemer efterlod et stort indtryk. Filmen baserer sig på den tragiske historie om den unge Oscar Grant, som nytårsaften 2009 blev skudt af en betjent på en togstation i Oakland. Publikum gøres opmærksom på det fra starten af filmen, der viser os den sidste dag i Oscar Grants liv. Den undgår klogeligt at forsøge en helgenkåring af sin hovedperson. Oscar er sandelig ikke nogen mønsterborger; han sælger hash, han har ikke været den bedste far for sin datter og er blevet fyret fra sit job for konsekvent at komme for sent.

Oscar er på godt og ondt et menneske, og derfor engagerede jeg mig i ham, hvilket kun gjorde den slutning, jeg vidste, var på vej, så meget desto hårdere. Filmen står og falder med Oscar, der er på skærmen stort set uafbrudt. Hvis skuespilleren, der skal forløse rollen, ikke formår at brænde igennem, så vil filmen mislykkes. Heldigvis er Michael B. Jordan fænomenal i rollen. Hans karakter er glat og cool i det meste af filmen, hvor han konstant charmerer alle omkring sig. Men i de få scener hvor facaden pludseligt falder (særligt i scenerne med hans mor), forvandles han til en skræmt teenager, der desperat forsøger at få styr på sit liv.

[image=77602]

Moderen spilles ligeledes suverænt af Octavia Spencer. De roller jeg tidligere har set hende i, har været gæve damer med store personligheder. Men her spiller hun en benhård og kompromisløs [i]jernlady[/i], der tydeligvis har måttet lære at sætte sig i respekt i et hårdt miljø. Skuespillerne får god plads til at udfolde sig af filmens nedbarberede visuelle udtryk. Lyssætningen er meget naturlig, og kameraet følger personerne rundt, så jeg næsten følte mig som en del af ensemblet. Scenerne på hospitalet, hvor Oscars mor venter sammen med kæresten og vennerne på at høre, om han overlever, er eminent klippet. Chokket over hans død afspejles helt ned i klipningen og brugen af lyd.

Filmen har et dokumentarisk præg, hvilket forstærkes med brug af virkelige tv-programmer og videooptagelser i starten og slutningen af filmen. Det kan være et effektivt greb til at forankre en historie i virkeligheden, som for eksempel i “Der Untergang”, men her virker det lidt unødvendigt. Specielt til slut virker det mest af alt som et forsøg på at skabe følelsesmæssigt punch i en slutning, der står skarpt i sig selv. Det trækker ned. Det samme gør de referencer til den voldelige slutning, som instruktøren ikke kan dy sig for at lave igennem filmen. Igen synes jeg, at filmen fungerer bedst, når den ikke insisterer på den større kontekst og i stedet stoler på sit publikum.

[image=77609]

Kort om filmen

Filmen er den virkelighedsbaserede historie om den 22-årige Oscar Grant, der måske ikke var Guds allerbedste barn, men han elskede sine venner, sin kone og sin lille datter over alt på jorden og var trods en let blakket fortid en spejling af det bedste i lokalsamfundet, hvor han var en ildsjæl. Hans liv endte brat Nytårsaftensdag i 2009, da han efter et større klammeri blev skudt af en betjent på Fruitvale stationen.

Filmen følger Oscar på dagen for den tragiske begivenhed.

Galleri

Ads by MGDK