Filmz
Secret Life of Walter Mitty, The

Secret Life of Walter Mitty, The

Medvirkende:

Ben Stiller, Kristen Wiig, Patton Oswalt, Shirley MacLaine, Adam Scott, Kathryn Hahn, Sean Penn, Terence Bernie Hines, Gurdeep Singh, Alex Anfanger

Instruktør:

Ben Stiller

Filmlængde:

115 minutter

Genre:

Komedie, Drama

Secret Life of Walter Mitty, The

[b]Smuk som en drøm[/b]

“The Secret Life of Walter Mitty” er baseret på James Thurbers novelle af samme navn fra 1939, der første gang blev filmatiseret tilbage i 1947 (“Alle tiders helt” lød den fjollede danske titel). Men i udgangspunktet er der ikke meget helt over Ben Stillers karakter i en historie, der er blevet fortalt og genfortalt talløse gange. Den fortærskede fortælling om en ensom, stille stodder, der har levet hele sit liv efter bogen og aldrig har taget nogen chancer, men som så pludseligt får en tærende trang til at slippe sin indre vovehals fri og få en ordentlig én på opleveren.

[image=77493]

Men når nu “The Secret Life of Walter Mitty” indrømmet er en anelse [i]corny[/i] og samtidig har en vild verdensrejse som omdrejningspunkt, så tillader jeg lige mig selv et corny mundheld: Selvom vi godt kender destinationen, så er det ofte rejsen dertil, der tæller, og [i]hvilken[/i] rejse! En visuelt overdådig odyssé, der tager os hele vejen fra USA’s stilfulde skyskrabere over Grønlands bodegaer til Himalayas svimlende bjergtoppe – alt sammen fanget i skiftevis majestætiske panoramabilleder og dejligt dvælende nærbilleder, der alle er lige til at hænge op på væggen. Hvem i alverden havde forestillet sig, at sikkerhedsvagten i “Nat på museet” havde en så billedskøn film i sig som filmmager?

Imellem rejsemålene får Stiller også besøgt en kæmpe fiskekutter, sprunget ud af en helikopter, leget backpacker med stærkt spirituelle asiater og tæsket en haj med næverne. Jøsses! Med så mange steder og oplevelser på dagsordenen er det oplagt at formode (og frygte), at “The Secret Life of Walter Mitty” er en overfladisk stiløvelse, der har så travlt med at nå fra A til B til Z, at både plot og personer bliver alvorligt forsømt. Men Walter Mitty, Ben Stillers introverte hverdagshelt, overskygges aldrig af de spektakulære kunststykker, der i øvrigt alle er med til at drive historien fremad og gøre os klogere på Mittys voksende vovemod.

[image=77492]

Og så gør det heller ikke noget, at sekvenserne oftest får nerverne eller lattermusklerne til at sitre. En konfrontation med en temperamentsfuld vulkan og en skateboard-tur ned ad en stejl, islandsk bakke tvinger virkelig pulsen i vejret, mens et kort besøg på en grønlandsk bar er en af filmens mange humoristiske højdepunkter, hvor den klokkeklare kontrast mellem den pæne, amerikanske turist og de fordrukne, indfødte stamkunder simpelthen er så ejendommelig, at man ikke kan undgå at le. Højlydt.

Filmen høster dog sine største grin under Mittys mange skrupskøre dagdrømme – dem, som “det hemmelige liv” i titlen refererer til. Her forestiller Mitty sig, at han smadrer sin nye, koldblodige chef i et storslået slagsmål på downtown Manhattan, at han er en fotogen bjergbestiger med dundrende sexappeal eller et heroisk stykke mandfolk, som hans søde kollega på [i]Life magazine[/i], Cheryl (Kristen Wiig, der slår store gnister med Stiller), kunne finde på at date. Men da Witty forlægger et vigtigt negativ, beslutter han sig for endelig at udleve drømmene og tage på sit livs rejse for at finde den flyvske fotograf bag det forsvundne billede. En fotograf spillet af en vidunderligt og usædvanligt tilbagelænet Sean Penn.

[image=77496]

Kort om filmen

Walter Mitty lever et liv fuld af eventyr og romantik… Men udelukkende i hans daglige, tilbagevendende dagdrømmerier. I virkeligheden er han blot en stille og rolig fotoredaktør på LIFE Magazine, og han er alt for genert til at invitere sin søde, kvindelige kollega ud. En dag står hans job til at blive nedlagt, og Walter bliver pludselig kastet ud i et globalt eventyr, der overstiger hans vildeste fantasier.

Ads by MGDK