[b]En masturberende mastodont[/b]

Lars von Triers nye film handler ikke om sex, som alle havde forventet, og som har været årsagen til det meste af den virak, der har været op til premieren på “Nymphomaniac”. Næ, filmen handler egentlig om, hvorvidt Joe, den selverklærede nymfoman og hovedperson, er et godt eller et dårligt menneske. Hun forsøger at overbevise den jødiske mand Seligman om, at hun er sidstnævnte. Han finder hende forslået og hjælper hende hjem til ham, hvor han lytter på hendes livshistorie. Men den gode samaritaner nægter at tro på, at der findes dårlige mennesker. Filmen, som Peter Aalbæk allerede har kaldt Triers “hovedværk”, kan begynde sine otte kapitler.

At se “Nymphomaniac” føles herefter mest af alt som at læse en bog. Joe, som spilles af Charlotte Gainsbourg, der endnu engang giver en Cannes-[i]pris[/i]-værdig præstation, fortæller den historie, der skal overbevise Seligman og os om, at hun er et dårligt menneske. Vi ser hende som ung bruge sin seksualitet i konkurrencen om, hvem der kan toiletkneppe flest tilfældige mænd i løbet af en togtur. Som lidt ældre er hun den direkte årsag til en tragikomisk skilsmisse imellem sin elsker og hans kone, og som voksen med sex som sit våben lever hun succesfuldt uden for samfundets love og regler.

Alt imens bakser Seligman med at akademisere, psykologisere og filosofere over fortællingen, og det er gennem hans reaktioner på historien, at filmen nærmest bliver til en litterær oplevelse. Afbrækkene fra de uhørligt intense kapitelsekvenser giver filmen en næsten mediterende ro, der er godt understøttet af Stellan Skarsgaards kloge og behagelige stemme og den perfekte kemi imellem ham og Gainsbourg. Af alle filmens stjerneskuespillere fortjener Skarsgaard allermest ros, da han som Joes dialogpartner er helt uhyre nærværende. Det er uden tvivl en af hans karrieres bedste præstationer!

Hver af filmens otte kapitler er en længere periode i Joes liv, og de handler ganske rigtigt en del om sex. Det interessante er, at sexscenerne aldrig føles, som om de bare er der for at provokere eller overskride grænser. Kort inde i filmen føles det som det mest naturlige i verden at se utilsløret sex og kønsdele (man vænner sig også lidt til det efter at have fået smidt 15 biograflærred-størrelses pikkemænd i hovedet i et 30 sekunders slideshow). Filmens stil er i det hele taget meget naturlig og umiddelbar, blandt andet fordi Triers filmsprog har så ligeglad en attitude. At bruge dækbilleder i for lav opløsning, at zoome og hæmningsløst panorere med håndholdt kamera eller at bruge matematikgrafik i [i]Windows Moviemaker[/i]-stil rager ham en gennemkneppet høstblomst!

Den befriende filmiske umiddelbarhed gør, at selvom “Nymphomaniac” er 4 timer lang, så er den aldrig kedelig. Der dannes et enormt godt flow ved at veksle mellem Joes liv og hendes dialog med Seligman, der med sin distancerede, akademiske arrogance konstant sætter filmen i perspektiv til religion, fluefiskeri, filosofi og sågar Trier selv. Det er fascinerende og dragende, det er opstemmende på næsten alle andre måder end seksuelt, og det er mørkt og misantropisk, som en Trier-film skal være. Jeg er ubetinget begejstret.