Jeg vil begynde med at indrømme, at jeg ved første gennemsyn var mindst en dragetand mere begejstret for første del af Peter Jacksons [i]HFR[/i]-hobbit end ved mit gensyn i hjemmebiografen. Mit gensyn gav mig tam [i]fantasy[/i]højtidelighed og alt for mange dværge fanget i hul ramasjang på repeat. Det var med dét gensyn for mit indre Midgård, jeg satte mig i biografsædet for at se den midterste anden del, “Hobbitten: Dragen Smaugs ødemark”.
[image=77284]
Herefter var der ikke mange stille stunder, men med underholdningsværdien på sin vis helt i top. Der er kortere mellem lange og vilde actionsekvenser, end der er mellem hoved og fødder hos Bilbo. Vores [i]fellowship[/i] har det nemlig med at komme i klammerier, både når de bevæger sig igennem dunkelskoven, flygter fra de irriterende højtidelige elvere og skal igennem Midgårds Amsterdam, havnebyen Lakeshore. Det er hæsblæsende og vanvittigt flot lavet, og med en voldsomt buldrende lydside skal man være både blind og døv for at kunne tage sig en blunder. Som i første del af trilogien undrer jeg mig over, at alle logiske regler for tyngdekraft, varmepåvirkning og styrkeforhold mellem dværge og orker er sat ud af kraft. For underholdningens skyld er man gået på kompromis med den indre logik i universet, men da jeg først havde set en dværg i en tønde trille tyve orker ihjel, så tilgav jeg på trods.
[image=77285]
Jeg følte derfor aldrig, at der var særligt meget på spil i al filmens ramasjang. Jeg frygter ikke for Bilbo og hans dværge-[i]entourage[/i], når de tager på uventet og ildvarmt besøg hos Smaug. Og da det er en [i]prequel[/i], er det meget oplagt, hvem der [i]ikke[/i] er i fare for at dø, og jeg er ikke synderligt bekymret for de dværge, menneske eller elvere, der måske er. Og når nu jeg lige fik nævnt elverne, så er Peter Jacksons forsøg med en lækker hun-elver [i]next door[/i], der kan falde for en lækker dværg og derved sætte et trekantsdrama op mellem hende, ham og Legolas, ja nærmest patetisk. Generelt virker den megen skærmtid til Legolas som påtaget fan-service, der havde den stik modsatte effekt på mig.
[image=77286]