[b]Glorværdigt kvindeportræt[/b]

Hvornår har man sidst set en kvindelig skuespiller over den dér magiske 50-års-grænse (hvor man pludselig ikke mere er en attraktiv og attråværdig kvinde, men blot reduceret til bedstemorroller) gå [i]full frontal[/i] på nøgenheden og udstille maveflæsket? Det er præcis, hvad skuespillerinden Paulina García tør og gør i den chilenske “Gloria”. Og blandt andet derfor er “Gloria” et ret så mageløst kvindeportræt.

På én gang morsomt, let og så alligevel med et skvæt tristesse udruller den chilenske instruktør Sebastián Lelio historien om den midaldrende, fraskilte Gloria. Hun passer sit kontorjob i Santiago, besøger sine to børn og ene barnebarn og kaster sig sågar ud i yoga, som datteren underviser i. Og når mørket falder på, er hun at finde på dansegulvet – altid med en drink i hånden – blandt jævnaldrende, der stadig kan vride hofterne til disco fra deres ungdom.

Gloria har med andre ord stadig appetit på livet. På en sådan aften møder hun den lidt ældre sølvræv Rodolfo. Der er øjeblikkelig tiltrækning imellem de to, og de går hjem sammen og dyrker lidenskabelig sex. Flirten udvikler sig til et varmt forhold, og Gloria tør igen tro på lykken. Rodolfo viser sig dog ikke at være helt så afklaret omkring fortiden som Gloria, og han lader hende gentagende gange i stikken. Det finder en kvinde som Gloria sig kun i til et vist punkt.

Det er ren fryd at følge karismatiske Paulina García i rollen som Gloria. Lige fra første scene, hvor hun kvæler cocktails, danser, skvatter lidt rundt på de høje stiletter og til sidst lusker alene hjem igen. Godt beruset. Til en ensom lejlighed, hvor ikke engang katten, der hele tiden sniger sig ind, er hendes. Stakkels Gloria. Instruktør Sebastián Lelio udviklede karakteren i fællesskab med García selv. Måske er det derfor, at hun ikke er bange for at give sig så meget hen til rollen – på trods af at hun er gemt bag et par tunge hinkesten af en 80’er-brille filmen igennem. García fremstiller Gloria med en glad appetit og et gåpåmod, der var smittende på mig. Og netop derfor bliver det aldrig patetisk med den her småkiksede kvinde, der altid lige får en drink for meget, hoster sig igennem en joint og synger med på bombastiske popsange i sin bil.

Forholdet til den ældre Rodolfo er nuanceret fremstillet. Selv om de to giver sig hen til hinanden (i et par ganske direkte elskovsscener, skuespillernes alder taget i betragtning), er fortiden også hele tiden med i bagagen for dem begge. Der er ingen let løsning for to fraskilte, midaldrende elskende. Men Gloria vil kæmpe med alt, hvad hun har, for at få det til at fungere. Mere end hvad den vattede Rodolfo tør, desværre. Bag brillerne gemmer sig en insisterende urkraft, der vil have alt ud af det liv, hun er blevet tildelt. Med Gloria-rollen blev Paulina García endda tildelt en Sølvbjørn ved årets Berlinale.