Hvornår har man sidst set en kvindelig skuespiller over den dér magiske 50-års-grænse (hvor man pludselig ikke mere er en attraktiv og attråværdig kvinde, men blot reduceret til bedstemorroller) gå [i]full frontal[/i] på nøgenheden og udstille maveflæsket? Det er præcis, hvad skuespillerinden Paulina García tør og gør i den chilenske “Gloria”. Og blandt andet derfor er “Gloria” et ret så mageløst kvindeportræt.
[image=77280]
Gloria har med andre ord stadig appetit på livet. På en sådan aften møder hun den lidt ældre sølvræv Rodolfo. Der er øjeblikkelig tiltrækning imellem de to, og de går hjem sammen og dyrker lidenskabelig sex. Flirten udvikler sig til et varmt forhold, og Gloria tør igen tro på lykken. Rodolfo viser sig dog ikke at være helt så afklaret omkring fortiden som Gloria, og han lader hende gentagende gange i stikken. Det finder en kvinde som Gloria sig kun i til et vist punkt.
[image=77282]
Forholdet til den ældre Rodolfo er nuanceret fremstillet. Selv om de to giver sig hen til hinanden (i et par ganske direkte elskovsscener, skuespillernes alder taget i betragtning), er fortiden også hele tiden med i bagagen for dem begge. Der er ingen let løsning for to fraskilte, midaldrende elskende. Men Gloria vil kæmpe med alt, hvad hun har, for at få det til at fungere. Mere end hvad den vattede Rodolfo tør, desværre. Bag brillerne gemmer sig en insisterende urkraft, der vil have alt ud af det liv, hun er blevet tildelt. Med Gloria-rollen blev Paulina García endda tildelt en Sølvbjørn ved årets Berlinale.
[image=77281]