Det føles en smule underligt at se en film med James Dean blot få dage efter Paul Walkers død. To unge, karismatiske skuespillere, der ikke nåede at realisere deres fulde potentiale, før de mistede livet i tragiske biluheld. Hvis vi lige holder os fra uærbødige sammenligninger af mændenes respektive eftermæler, så kan man i det mindste trøste sig med, at d’herrer er blevet forevigede af de film, de har indspillet. Selvom det snart er 60 år siden, at Dean døde efter en kollision, mens speedometeret stod på 140 km/t, så er han stadig et kæmpe kulturikon, der hyppigt bliver trykt på ugeblade, t-shirts og plakater, mens hans film fortsat debatteres, studeres og genudgives. [i]”Med god grund”[/i] kan man kun konstatere, når man ser Dean udfolde sig foran kameraet.
[image=77187]
Dén troværdighed udspringer især fra Deans sværgen til den såkaldte [i]method[/i]-skuespilteknik, der var relativt ny tilbage i 1950’erne, og som kræver, at skuespilleren ikke så meget [i]spiller[/i] en rolle, som at han/hun [i]fortaber[/i] sig i den – blandt andet ved at udnytte sine egne personlige minder til at styrke præstationen. Skal ens rolle eksempelvis græde i en scene, så fokuserer man ikke bare på karakterens pinsel, men man forsøger vitterligt at fremmane sorgen ved at fokusere på noget traumatisk fra ens eget liv – også i et forsøg på at bryde barrieren mellem ens egen persona og den fiktive person, man kropsliggør.
[image=77191]
Der er ofte en klar kontrast mellem Deans dengang revolutionerende, nærmest naturalistiske method-skuespil og hans kollegaers mere gennemarbejdede, teatralske præstationer. Kontrasten er dog aldrig distraherende – tværtimod bliver den en force for filmen, for den får blot den forpinte Cal til at fremstå endnu mere isoleret og ensom, og derved fremmer den også vores forståelse [i]for[/i] og indlevelse [i]i[/i] Cal. Det samme gør Ted D. McCords bedårende billedside, der fornemt tydeliggør skævvridningerne i forholdet mellem brødrene og deres far gennem brug af skrå kameravinkler.
[image=77198]
Præsenteret i 1080p/AVC 2.55:1. Folkene hos Warner Bros. har altid været dygtige til at restaurere deres gamle klassikere, og “East of Eden” understreger deres talent på området. Først de få dårlige nyheder: De fleste overgange mellem scenerne er plaget af minimale, men mærkbare farveskift og udsving i skarpheden (ligesom overgangene i mange andre gamle film på dvd og Blu-ray). Men derudover er transferet fremragende. Billedet er for det meste knivskarpt (uden tegn på edge-enhancement), og detaljerigdommen er lamslående – man kan nærmest tælle alle ternene på Deans sweater. Kontrasten er også imponerende. Selvom filmen snart er 60 år gammel og ofte gør brug af dunkle, skyggefulde billeder, så går ingen detaljer tabt i mørket. Bortset fra de førnævnte svingninger er farverne også naturtro fra start til slut. Hverken støj, banding eller DNR forekommer.
[image=77199]
Det engelske DTS-HD Master Audio 5.1-mix er godt og meget respektfuldt over for lydfolkenes oprindelige monolydspor – hvilket vil sige, at man ikke har tilføjet nogen nye lydeffekter, der ikke indgik i den oprindelige biografpræsentation, og at lydsiden praktisk talt udelukkende benytter fronthøjtalerne (og indimellem kun centerhøjtaleren). Replikkerne er tydelige (hvis man ser bort fra Deans indimellem utydelige mumlen), hvilket ikke kommer som den store overraskelse, da mange af dem er eftersynkroniserede. Indimellem er det dog en anelse for tydeligt, når der klippes fra én lydoptagelse til en helt anden under en dialogscene (eksempelvis da Cal taler med sin far, mens arbejderne roder med kålhovederne), men den slags auditive småproblemer er at forvente, når en film har knap 60 år på bagen. Lydeffekterne og Leonard Rosenmans musik kommer også klart og tydeligt igennem.
Filmhistorikeren Richard Schickel har indtalt et enormt spændende kommentarspor til filmen. Schickel, som også har arbejdet i årtier som filmkritiker, forfatter og dokumentarist, holder et par korte pauser undervejs og opremser indimellem plottet, men han har tydeligvis også et indgående kendskab til filmens tilblivelse, og han kommer fint rundt om alt fra dens æstetik og skuespil til Kazans overvejelser som instruktør. Schickel kritiserer også flere af filmens facetter (deriblandt Masseys skuespil under filmens mere stilfærdige scener), og selvom jeg langtfra er enig med alle hans kritikpunkter, så kan man ikke komme uden om, at manden er en velargumenterende og velformuleret anmelder.
[image=77202]
“Screen Test” (6 min.) viser, som titlen antyder, en testoptagelse med skuespillerne – nærmere bestemt Dean og Richard Davalos, som spiller Aron i filmen. Fascinerende. Lidt i samme dur er en stak “Wardrobe Tests”-videoer (samlet varighed: ca. 19 min.), hvor vi ser skuespillerne iføre sig forskellige stykker tøj. Klippene er uden lyd og relativt uinteressante, men Dean-fans, der hungrer efter flere klip med skuespilleren i aktion, vil måske sætte pris på dem. Davalos og Dean spiller også over for hinanden i en enkelt slettet scene, som byder på mere brillant skuespil fra den magnetiske Dean. Her er også en alternativ udgave af scenen, hvor Cal og Abra gør klar til faderens fødselsdagsfest. Sammenlagt varer de to scener omtrent 19 minutter. Her er også 15 minutters optagelser fra filmens gallapremiere i New York i 1955 (bl.a. Massey, Kazan og Steinbeck dukker op og udtaler sig til kameraet) samt biograftraileren til filmen. Alt ekstramateriale er blevet opskaleret fra SD.
[image=77194]