[b]En stjerne bliver født[/b]

Det føles en smule underligt at se en film med James Dean blot få dage efter Paul Walkers død. To unge, karismatiske skuespillere, der ikke nåede at realisere deres fulde potentiale, før de mistede livet i tragiske biluheld. Hvis vi lige holder os fra uærbødige sammenligninger af mændenes respektive eftermæler, så kan man i det mindste trøste sig med, at d’herrer er blevet forevigede af de film, de har indspillet. Selvom det snart er 60 år siden, at Dean døde efter en kollision, mens speedometeret stod på 140 km/t, så er han stadig et kæmpe kulturikon, der hyppigt bliver trykt på ugeblade, t-shirts og plakater, mens hans film fortsat debatteres, studeres og genudgives. [i]”Med god grund”[/i] kan man kun konstatere, når man ser Dean udfolde sig foran kameraet.

Efter en stribe mikroskopiske biroller fik Dean omsider sin første hovedrolle i “East of Eden”. Den blev startskuddet på en af Hollywoods mest sagnomspundne [i]leading man[/i]-karrierer – hvilket er temmelig forbløffende, idet den kun strækker sig over tre spillefilm. De to andre er “Rebel Without a Cause” og “Giant”, der begge udkom efter Deans død. Den charmerende ungkarl var blot 23 år gammel under optagelserne til sit gennembrud, men hans præstation er på ingen måde præget af manglende modenhed eller erfaring. Tværtimod er han helt og aldeles troværdig i rollen som den frembrusende, følsomme Cal, der så gerne vil imponere sin gamle far, der ellers ikke lægger skjul på sin større forkærlighed for Cals mere medgørlige og fornuftige bror, Aron.

Dén troværdighed udspringer især fra Deans sværgen til den såkaldte [i]method[/i]-skuespilteknik, der var relativt ny tilbage i 1950’erne, og som kræver, at skuespilleren ikke så meget [i]spiller[/i] en rolle, som at han/hun [i]fortaber[/i] sig i den – blandt andet ved at udnytte sine egne personlige minder til at styrke præstationen. Skal ens rolle eksempelvis græde i en scene, så fokuserer man ikke bare på karakterens pinsel, men man forsøger vitterligt at fremmane sorgen ved at fokusere på noget traumatisk fra ens eget liv – også i et forsøg på at bryde barrieren mellem ens egen persona og den fiktive person, man kropsliggør.

Dean var en method-mester, men han behøvede heller ikke at grave særlig dybt i erindringen for at finde en smerte lig Cals. Han havde et kompliceret forhold til sin egen far, der smed Dean ud af hjemmet efter moderens død, fordi han følte sig uegnet som forælder. Senere slog han nærmest hånden af Dean, da sønnen bekendtgjorde sit ønske om at blive skuespiller. Og grænsen mellem fakta og fiktion knuses i en af de mest rørende scener i “East of Eden”, hvor Cal bryder fuldstændig sammen i gråd og springer på sin far (den fænomenale Raymond Massey, som tilføjer anstrøg af indtagende varme til en potentielt forkastelig karakter), da han ikke accepterer sin søns fødselsdagsgave. Manuskriptet fastslog ellers, at Dean skulle spæne ud af lokalet. Hans reaktion var 100% improviseret og så stærk, at instruktøren Eliza Kazan ikke tog scenen om, og man kan da heller ikke undgå at blive dybt påvirket af Deans indsats.

Der er ofte en klar kontrast mellem Deans dengang revolutionerende, nærmest naturalistiske method-skuespil og hans kollegaers mere gennemarbejdede, teatralske præstationer. Kontrasten er dog aldrig distraherende – tværtimod bliver den en force for filmen, for den får blot den forpinte Cal til at fremstå endnu mere isoleret og ensom, og derved fremmer den også vores forståelse [i]for[/i] og indlevelse [i]i[/i] Cal. Det samme gør Ted D. McCords bedårende billedside, der fornemt tydeliggør skævvridningerne i forholdet mellem brødrene og deres far gennem brug af skrå kameravinkler.

Midt i al min pladder om method og kontraster glemmer jeg jo helt at fastslå, at “East of Eden” også er en vidunderlig historie – bygget over John Steinbecks roman af samme navn. Og selvom filmen foregår nær Amerikas store, smukke sletter, mens 1. verdenskrig ulmer i baggrunden, så forbliver filmens fokus på det intime, følelsesladede sammenspil mellem faderen, sønnerne og drengenes fælles flamme, Abra (en stærk Julie Harris, som døde for et par måneder siden). Jovist, “Øst for Paradis” er indimellem melodramatisk og har følelserne helt uden på filmrullen, men den går i krig med sine evigt- og almengyldige temaer – kærlighedens både lindrende og destruktive kraft, børns hunger efter forældres accept og beundring, stridighederne mellem brødre og generationer, ensomhed, svigt og jalousi – med det samme skarpe øje for dragende, virkelighedsnær autenticitet, som Dean har i knolden. En paradisisk klassiker.

[b]Video[/b]

Præsenteret i 1080p/AVC 2.55:1. Folkene hos Warner Bros. har altid været dygtige til at restaurere deres gamle klassikere, og “East of Eden” understreger deres talent på området. Først de få dårlige nyheder: De fleste overgange mellem scenerne er plaget af minimale, men mærkbare farveskift og udsving i skarpheden (ligesom overgangene i mange andre gamle film på dvd og Blu-ray). Men derudover er transferet fremragende. Billedet er for det meste knivskarpt (uden tegn på edge-enhancement), og detaljerigdommen er lamslående – man kan nærmest tælle alle ternene på Deans sweater. Kontrasten er også imponerende. Selvom filmen snart er 60 år gammel og ofte gør brug af dunkle, skyggefulde billeder, så går ingen detaljer tabt i mørket. Bortset fra de førnævnte svingninger er farverne også naturtro fra start til slut. Hverken støj, banding eller DNR forekommer.

[b]Audio[/b]

Det engelske DTS-HD Master Audio 5.1-mix er godt og meget respektfuldt over for lydfolkenes oprindelige monolydspor – hvilket vil sige, at man ikke har tilføjet nogen nye lydeffekter, der ikke indgik i den oprindelige biografpræsentation, og at lydsiden praktisk talt udelukkende benytter fronthøjtalerne (og indimellem kun centerhøjtaleren). Replikkerne er tydelige (hvis man ser bort fra Deans indimellem utydelige mumlen), hvilket ikke kommer som den store overraskelse, da mange af dem er eftersynkroniserede. Indimellem er det dog en anelse for tydeligt, når der klippes fra én lydoptagelse til en helt anden under en dialogscene (eksempelvis da Cal taler med sin far, mens arbejderne roder med kålhovederne), men den slags auditive småproblemer er at forvente, når en film har knap 60 år på bagen. Lydeffekterne og Leonard Rosenmans musik kommer også klart og tydeligt igennem.

[b]Ekstramateriale[/b]

Filmhistorikeren Richard Schickel har indtalt et enormt spændende kommentarspor til filmen. Schickel, som også har arbejdet i årtier som filmkritiker, forfatter og dokumentarist, holder et par korte pauser undervejs og opremser indimellem plottet, men han har tydeligvis også et indgående kendskab til filmens tilblivelse, og han kommer fint rundt om alt fra dens æstetik og skuespil til Kazans overvejelser som instruktør. Schickel kritiserer også flere af filmens facetter (deriblandt Masseys skuespil under filmens mere stilfærdige scener), og selvom jeg langtfra er enig med alle hans kritikpunkter, så kan man ikke komme uden om, at manden er en velargumenterende og velformuleret anmelder.

“Forever James Dean” (60 min.) er ganske underholdende dokumentar fra 1988 om Deans liv og karriere. Flere af skuespillerens venner og kollegaer i branchen udtaler sig om ham, men selvom her er flere interessante anekdoter, så dykker dokumentaren aldrig helt så dybt ned i Deans persona eller arbejde, som jeg havde håbet. “East of Eden: Art in Search of Life” (20 min.) er til gengæld en fremragende dokumentar, der bl.a. gennemgår filmens temaer, spændingerne mellem Dean og Massey under optagelserne, og hvordan forfatteren John Steinbecks personlige oplevelser influerede hans roman, som filmen er baseret på.

“Screen Test” (6 min.) viser, som titlen antyder, en testoptagelse med skuespillerne – nærmere bestemt Dean og Richard Davalos, som spiller Aron i filmen. Fascinerende. Lidt i samme dur er en stak “Wardrobe Tests”-videoer (samlet varighed: ca. 19 min.), hvor vi ser skuespillerne iføre sig forskellige stykker tøj. Klippene er uden lyd og relativt uinteressante, men Dean-fans, der hungrer efter flere klip med skuespilleren i aktion, vil måske sætte pris på dem. Davalos og Dean spiller også over for hinanden i en enkelt slettet scene, som byder på mere brillant skuespil fra den magnetiske Dean. Her er også en alternativ udgave af scenen, hvor Cal og Abra gør klar til faderens fødselsdagsfest. Sammenlagt varer de to scener omtrent 19 minutter. Her er også 15 minutters optagelser fra filmens gallapremiere i New York i 1955 (bl.a. Massey, Kazan og Steinbeck dukker op og udtaler sig til kameraet) samt biograftraileren til filmen. Alt ekstramateriale er blevet opskaleret fra SD.