[b]Et filmfossil[/b]

Dinosaurer er store, flotte dyr, der er toneangivende i verden. Eller vent. [i]Var[/i]. Kodeordet er var. Dinosaurer var toneangivende, men de uddøde, fordi de ikke udviklede sig i forhold til den verden, de levede i. De forstenede til fossiler. Jon Bang Carlsen har været en toneangivende dansk instruktør, men med sin nye film, “I kærlighedens navn”, understreges det, at Carlsen er en instruktør af i går, der ikke har udviklet sig med dokumentargenren, men er endt op som en forstenet T-Rex-instruktør.

Jon Bang Carlsen har ellers fået opsnuset en god grundhistorie, der starter ud som en medrivende krimi-noir, hvor to detektivagtige muskelbundter kører rundt i Los Angeles’ neonlækre nat. Ud på den tidligste morgen ankommer de til destinationen, et pænt forstadshus, hvor en bekymret far venter på de to. Han har et problem – sin søn. En hjemmeboende teenager, som forældrene har opgivet, men nu har de fundet løsningen. En absurd [i]kan-kun-ske-i-USA[/i]-løsning, der i sin gale enkelhed går ud på, at de to muskelbundter med hårde ord og håndjern skal tvinge sønnen med sig og aflevere ham på en fængselslignende mormoninstitution i Utah til genopdragelse.

Så langt, så hårdt. Starten er god, hvor først en dreng, så en pige på brutal vis føres væk af de her hårde bananer, der har attitude og stemmer som John Goodmans Walter Sobchak fra “The Big Lebowski”. Hvordan er det kommet så vidt, hvorfor har forældrene opgivet deres børn? Jeg vil vide mere! Det kan jeg glemme, kan jeg. For der sker en bortførelse mere. Det er Jon Bang Carlsen, der er bortføreren – offeret er hans egen film. På bedaget [i]Cinema Vérité[/i]-vis insisterer instruktør Carlsen på at sige: [i]”Hej, se på mig, jeg laver film”[/i]. Han har nemlig også haft en hård barndom, så i stedet for at holde fokus på sin spændende sag så spinder poet Carlsen en (for) stor historie, der rummer alt fra de konkrete tvangsfjernelser og sin egen barndom til USA’s atombombninger af Japan i slutningen af 2. Verdenskrig (!).

Carlsen forklarer med en accent, der ville gøre Arnold Schwarzenegger jaloux, at man kan sammenligne filmens konkrete tvangsfjernelser med atombombningerne, fordi de begge har hjemme i Utah – mormonerne og bomberne. Wow. På den måde får han alt til at passe ind i sin poetiske pladder-syntese, der er lige så søgt, som den er uinteressant. [i]”Det sværeste ved at lave film er fokus”[/i], gebrokker Carlsen endda sigende. Han mener dog kamerateknisk konkret, men det gælder også fint for fortællinger på film. Særligt den her film. Den mangler i den grad fokus – og et mindre fokus på Carlsen selv.

For når han ellers lykkes med at lade være med at læse op fra sin hjemmedigtede poesibog og fastholde kameraet på de to kidnappede stakler, så kan den her film faktisk noget. Rørende smukt billedfortalt blev jeg dybt grebet, da pigen forsøger en forgæves flugt ude i en ingenmands-ørken. Hun kan ikke gøre noget. Hverken i det konkrete flygtende tilfælde eller i forhold til sin bøvlede barndom – hun savner forældre(ansvar).