Filmz
Mud

Mud

Medvirkende:

Reese Witherspoon, Matthew McConaughey, Michael Shannon, Sarah Paulson, Sam Shepard, Ray McKinnon, Joe Don Baker, Paul Sparks, Tye Sheridan, Dalton Gray, Stuart Greer, Michael Abbott Jr.

Instruktør:

Jeff Nichols

Filmlængde:

130 minutter

Genre:

Drama

Mud

[b]En moderne Huckleberry Finn[/b]

Den bedste film, jeg så i 2007, hed “Shotgun Stories” og var instrueret af Jeff Nichols. En ung mand fra Arkansas, der i den grad havde noget på hjerte. Den bedste film jeg så i 2011 hed “Take Shelter” og var instrueret af selvsamme sydstastknøs. Jeg begyndte at ane et talent ud over det sædvanlige. Den fornemmelse var også med til at sikre, at det var med spændte, bævrende ben, at jeg bevægede mig ind for at se “Mud” – den seneste film fra Nichols, der handler om to drenges venskab med den flygtende vagabond, Mud. Var et hattrick muligt? [i]”Ja!”[/i] Bedste film i 2013? “Mud” kan blive et særdeles godt bud.

[image=76706]

Ligesom i Nichols’ to foregående film er der i “Mud” et overordnet tema. Denne gang kærlighed. Vores unge romantiker af en hovedperson, Ellis, spillet med den rette naivitet og retfærdighedssøgende blåøjethed af Tye Sheridan, forelsker sig lettere tilfældigt i den lidt ældre Mary Pearl. Parallelt med det hjælper han flygtningen og vagabonden Mud med at genfinde sit livs kærlighed med navnet Juniper. Det er en kærlighed, der er dømt til evig [i]lige-ved-og-næsten[/i], men Mud er, ligesom sin nye unge ven, en håbløs romantiker, der aldrig giver op. Det er den ganske fejlbarlige romance, der også lærer Ellis at begå sig på kærlighedens ubetrådte, nye veje, så han ikke ender som sine forældre, der bruger hver aften på skænderier og forgæves forsøg på at genoplive den falmede kærlighed. Kærlighed, siger Nichols, er ikke nemt, aldrig simpelt, men værd at kæmpe for.

Som en moderne “Huckleberry Finn” gør “Mud” lige så meget ud af sydstatsstemningen som dens litterære forbillede. I dette tilfælde fra Arkansas, en sjælden stat på film. Pludselig er de levende billeder ikke kun en del af lærredet, men kryber sig ud til tilskuerne, så man kan mærke den tørre sydstatshede, sveden på panden, frygten for de krybende slanger, duften af majs og tidevandssumpen, der altid er på vej ind. Med hjælp fra et autentisk soundtrack fra storebroderen Ben, der til daglig er frontmand i americana-bandet Lucero, skabes der i “Mud” en stemning, der emmer af Arkansas, uden at det nogensinde virker forceret eller søgt. Det [i]er[/i] bare.

[image=76707]

Enkelte steder falder “Mud” i tilfældighedernes faldgrube, hvor alting falder efter hinanden som dominobrikker, der er sat lidt for perfekt op. Mange af disse tilfældigheder kan selvfølgelig forklares med, at “Mud” foregår i en lille by, men flere af dem kan ikke. Det tilgives dog hurtigt, når Nichols beviser, hvor legende let han kan fortælle en historie med dybde. Også ved brug af humor.

I en usædvanlig følsom scene sidder den unge Ellis med vennens kiksede, skørtejagende onkel, der har en fornemmelse af, at de to drenge har gang i noget, de ikke burde have gang i. Vrøvlende pædagogisk sætter han sig til at forklare om både havets bund og dameproblemer til en undrende Ellis, der ikke fatter meget af det, onklen prøver at fortælle ham. Nok mest fordi det egentlig ikke giver så meget mening. Da vennen bagefter spørger, hvad de to snakkede om, svarer Ellis ganske forståeligt, at det aner han virkelig ikke. Nej, det tror da fanden! Det er den slags underfundige humor, der gør, at “Mud” ender som en livsklog film med et opløftende drys af hjertevarme ovenpå.

[image=76709]

Kort om filmen

Ellis og hans bedste ven Neckbone møder den mystiske mand Mud, der gemmer sig på en øde ø i Mississippifloden. Mud fortæller de mest utrolige historier, om at han har slået en mand ihjel i Texas for at beskytte sit livs kærlighed og nu er eftersøgt af dusørjægere. Han påstår, at han skal mødes og stikke af med sin elskede, Juniper, der venter på ham i byen. Skeptiske, men også nysgerrige, indvilger Ellis og Neckbone i at hjælpe Mud, koste hvad det vil. Drengene indser snart, at sandheden er farligere, end de anede, men da er det for sent at bakke ud.

Galleri

Ads by MGDK