[b]Danser med [i]homies[/i][/b]

B-boying (det os gamle kalder [i]Breakdance[/i]) er et globalt fænomen. Det er i hvert fald, hvad “Battle of the Year” desperat forsøger at overbevise os om. Desperat er i øvrigt det altoverskyggende indtryk, jeg sad tilbage med efter at have set filmen. De fleste har sikkert en onkel eller en lærer, der på trods af sin alder og pinligt misforståede attitude altid skal være [i]ung med de unge[/i]. Forestil jer, at man kunne destillere den pinlighed til en tyk, klistret masse, som man derefter smører ud over en filmrulle. Cirka sådan oplevede jeg “Battle of the Year”.

“Battle of the Year” er en del af en underlig subgenre af streetdance-film. Blandt de andre film i genren kan nævnes “Step Up”, “Stomp the Yard” og “Save the Last Dance”. De er ikke på min favoritliste, men det er dog relativt underholdende film med gode dansesekvenser, som tydeligvis har begejstret deres publikum. Jeg kan kun håbe, at producenterne bag denne film bare har ønsket at profitere på streetdance-publikummet og derfor har lavet en billig efterligning. Tanken om, at nogen faktisk har ment “Battle of the Year” alvorligt, er simpelthen for deprimerende.

Det går galt fra første scene. Her marcherer en grotesk utroværdig parodi på Jay-Z frem og tilbage i et bestyrelseslokale fyldt med statister i billige jakkesæt. Han beklager sig over, at USA ikke har formået at vinde en eneste gang i de seneste 10 år i verdensmesterskaberne i B-boying – Battle of the Year. De manglende mesterskaber er intet mindre end en trussel mod hiphopkulturen. I starten var jeg lige ved at grine højt, men så gik det op for mig, at jeg rent faktisk forventedes at tage det alvorligt. Herefter introduceres Josh Holloways karakter. En fordrukken og forbitret træner, der skal samle et amerikansk hold, der mod alle odds kan overvinde deres forskelligheder og bevise, at hiphoppens hjemland stadig kan vise resten af verden, hvordan det skal gøres.

Det er endda kun toppen af dansebjerget. Men så skulle man ellers tro, at instruktøren så bare kunne følge skabelonen og skabe en nogenlunde sammenhængende film. Man ville i så fald tro forkert. Der skal selvfølgelig klistres et par umotiverede sideplots på, som på ingen måde forløses, og som savner enhver eksistensberettigelse. Træneren får en ung protegé, hvis rolle aldrig rigtigt bliver udfoldet, og som det meste af tiden bare er irriterende. Man får opfattelsen af, at han kun er med for at give en overgearet introduktion til B-boying-fænomenet i starten af filmen. Her bliver instruktørens tidligere dokumentarfilm om Battle of the Year i øvrigt introduceret som [i]”our bible”[/i]. Beskedenhed er tydeligvis ikke en af hans laster.

Skuespillet er jævnt hen horribelt med enkelte lyspunkter blandt de unge dansere. Dialogen er så akavet og ubehjælpsom, at det er decideret grinagtigt. Karakterudvikling er en by i Rusland. De uendelige træningsmontager á la Rocky op ad trappen, der optager ca. en tredjedel af filmen, keder mere, end danserne sveder. Den absolut største forbrydelse ved filmen er dog, at dansescenerne stort set alle sammen befinder sig i de sidste 20 minutter, der dog endelig viser lidt filmtrin med den energi, jeg savnede i resten af filmen.