[b]Ude godt…mafia bedst[/b]

I 2006 udtalte Luc Besson, at han ville trække sig tilbage som instruktør. Han havde lavet de ti film, han ønskede at lave og mente, at han nu havde fortjent sit otium. Syv år og syv film senere er det nærliggende at konkludere, at man ikke sådan uden videre vender ryggen til sit talent. Hvis man er god til noget, og det falder én naturligt, så vil man uvægerligt vende tilbage. Om det er inspirationen for historien om en gangster, der, selv om han lever i vidnebeskyttelse, har det med at falde tilbage i gamle mønstre, skal jeg ikke kunne sige, men parallellerne er da påfaldende.

I “Farvel til mafiaen” er det ikke kun den vidnebeskyttede amerikanske familiefader Giovanni, der har svært ved at tilpasse sig. Ingen af familiens medlemmer er for fine til at gøre det ufine i den søvnige, lille provinsby i Frankrig, de bliver sendt til. Faderen må tage håndfaste midler i brug for at overtale blikkenslageren, borgmesteren og den lokale fabriksejer til at ordne vandforsyningen, moderen viser sig at have meget kort lunte (rent bogstaveligt), da købmanden gør nar af hende, datteren giver et par liderlige ungersvende en praktisk demonstration i selvforsvar, og sønnen får hurtigt i kraft af tjenester, trusler og bestikkelse etableret sig i det lokale gymnasium. Filmen spiller veloplagt på alle stereotyperne omkring italiensk-amerikanere, men byens franskmænd går heller ikke ramt forbi.

Den lille landsby, hvor der intet foregår, er fyldt med snævertsynede, xenofobiske og smålige mennesker, der i bedste fald ser de tilflyttede amerikanere som naive fjolser, der skal udnyttes. Med fronterne således opridset mangler der kun Giovannis tidligere venner i mafiaen, der forståeligt er fortørnede over, at han vidnede mod dem, og meget gerne vil udtrykke deres utilfredshed til ham personligt. Selv om det ved første blik kunne virke som en harmløs komedie, gør den meget udpenslede vold det dog hurtigt klart, at Besson ikke er blevet blød. Filmen er mere “Håndlangerne”, end den er “Meet the Fockers”. Vi er ikke mere end fem minutter inde, før farmand begraver det første lig i baghaven.

Der er dog også gode karakterer og en underliggende samfundskritik til at tilføje lidt flere fibre til filmens letfordøjelige humor og ultravold. Robert De Niro og Michelle Pfeiffer har et veloplagt samspil som forældrene i den utraditionelle familie, der specielt lever i den spydige dialog. Også forholdet mellem Giovanni og den agent, der holder opsyn med dem (spillet med vanlig sans for gnavne ordenshåndhævere af Tommy Lee Jones), er yderst fornøjeligt. Ikke mindst, da Giovanni inviteres til at tale ved den lokale filmklub, hvor der reference-ironisk nok bliver vist “Goodfellas”.

Når man i en mafiakomedie har med en gudfaderlig skuespiller som Robert De Niro at gøre, ville det være synd ikke at lege med filmreferencerne og “Goodfellas” står ikke alene. For opmærksomme filmnørder er der mange andre af den slags bonusser. Mere end blot bonus findes i filmens fortælling om familiesammenhold og om at give andre mennesker en chance mere. Dianna Agron som datteren Belle ser sig varm på matematiklæreren, mens hun desperat søger at distancere sig fra sin familie. Hendes historie er filmens hjerte, og Agron forløser den godt. Desværre sjuskes den sidste tredjedel, hvor handlingen forhastet bygger op mod det store klimaks. Men det er et mindre kriminelt kritikpunkt.