[b]Da Pat mødte Tiffany[/b]

Hvis der er én ting, instruktøren David O. Russell er særligt ferm til, er det at bygge noget, der føles splinternyt, oven på en ellers slidt skabelon. Med “Three Kings” leverede han en krigsfilm, der tilsidesatte genrekonventioner som patriotisk prædiken og formålsløs action til fordel for et unikt, effektivt miks af humor og hjertesorg. Hans undervurderede komedie, “I Heart Huckabees”, lignede umiddelbart en af de stjernespækkede farcer, der forsøger at kompensere for et svagt manus med et overflødighedshorn af store skuespillernavne, men den var faktisk både skæg og særegen. Og med det autentiske boksedrama “The Fighter” fik han en af filmmediets mest fortærskede genrer til at føles dugfrisk, fordi han ikke sovsede den barske fortælling eller dens forpinte karakterer ind i den kvalmende sødsuppe, der driver ned ad væggene i de fleste sportsfilm.

På papiret ligner “Silver Linings Playbook” også en temmelig typisk romantisk komedie. Den har bl.a. de obligatoriske, unge superstjerner i front (her Bradley Cooper og Jennifer Lawrence) og en erfaren komiker som humoristisk afbræk (den normalt frygtelige Chris Tucker, som her er forbavsende god), og lad os se det i øjnene: Historien om to skæve eksistenser, der langsomt slæber hinanden mod lyset for enden af tunnellen, er ældre end pyramiderne i Gaza og mere genbrugt end vitserne i “Live fra Bremen”. Men med Russells CV in mente ville det alligevel være tåbeligt at forvente noget tilnærmelsesvis rutinepræget, og det bliver da også hurtigt soleklart, at “Silver Linings Playbook” er noget helt specielt. Jeg vil sågar påstå, at den er en af årets allerbedste film.

Cooper spiller gymnasielæreren Pat, der bliver hentet af sin mor på en psykiatrisk klinik, hvor han har været under behandling i otte måneder siden et voldsomt raserianfald. Pat har en bipolar lidelse, der får hans humør til at svinge mere end et pendul i en tyfon. Han er desperat efter at genvinde sin hustrus gunst, men hun har det bestemt ikke på samme måde efter hans vilde vredesudbrud, og Pat har svært ved at falde til ro i barndomshjemmet sammen med sin elskelige mor (den evigt eminente Jacki Weaver) og tvangsneurotiske far (Robert De Niro, der leverer sin bedste præstation i umindelige tider). Til en middag møder Pat sin bedste vens svigerinde, Tiffany, som ovenpå sin mands død også har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen. Mens de andre gæster nærmest forskræmte ser på, taler de hinanden varme. Ikke ved at debattere vejret, yndlingssange eller ferieresorts, men i stedet al den antidepressive medicin, de begge har svælget i. Vi ved øjeblikkeligt, at Pat og Tiffany er skabt for hinanden, og som tilskuer bliver man nærmest besat af håbet om, at de to turtelduer indser det samme.

Hvorfor? Fordi Cooper og Lawrence har en enestående, fortryllende kemi sammen, og fordi de leverer prisbelønnede pragtpræstationer, der både er enormt charmerende og fuldkommen troværdige, og som samtidig har en unik sårbarhed, der gør det langt lettere at relatere sig til parret end de perfekte prinser og prinsesser, der gennemsyrer genren. Derudover er de en konstant trussel mod lattermusklerne – uanset om de så danser som fordrukne festaber op til et kæmpe dansestævne eller slynger skæppeskønne spydigheder efter hinanden. Romantiske komedier – formentlig i højere grad end nogen anden genre – er slave af en specifik, genkendelig formular, så det er umanerlig vigtigt, at karaktererne er så indtagende, at man gladelig følger dem langs plottets forudsigelige sti. Jeg ville med glæde følge Pat og Tiffany til Helvedes forgård – to af filmhistoriens mest karismatiske outsiders.

Men Russell fortjener filmholdets største bifald. For aldrig at ty til pladderromantisk nonsens, der får ens indlevelse til at vakle. For at skildre alle sine karakterer som ægte mennesker af kød og blod, man snildt kan spejle sig i. For at sammensætte et sublimt soundtrack, der supplerer billedsiden perfekt. For at tackle tunge emner som sindslidelse, svigt og kærlighedens flygtige væsen med både enorm omhu og et afvæbnende glimt i øjet. Og for at få os til at grine og græde (ofte samtidigt) næsten uafbrudt i to timer. Jovist, mod slutningen kommer filmen faretruende tæt på at træde ned i et kviksand af klicheer, men selvom den måske snubler lidt over målstregen, ramler “Silver Linings Playbook” altså lige ind i hjertet og hager sig fast.

[b]Video[/b]

Præsenteret i 1080p/AVC 2.35:1. Visuelt fremstår “Silver Linings Playbook” lettere upoleret og dokumentarisk, især takket være fotografernes mange håndholdte, dvælende nærbilleder, som i øvrigt kun styrker filmens allerede imponerende autenticitet, og billedsiden ser heldigvis godt ud i HD. Jeg bemærkede indimellem en lille smule edge-enhancement, og nogle af filmens dunkleste nattescener ser en anelse grumsede ud. Men for det meste er transferet knivskarpt, og kontrasten er også solid som cement i langt de fleste scener. Detaljerigdommen er ofte slående, grynniveauet er altid tilpas, de meget naturtro, nedtonede nuancer gengives fornemt, og banding forekommer aldrig.

[b]Audio[/b]

“Silver Linings Playbook” er en relativt nedtonet, romantisk komedie, så det ville være galimatias at forvente en overrumplende, hørelsestruende lydoplevelse på linje med “The Dark Knight Rises”. Men en af filmens allervigtigste råvarer – dens replikker – kommer klokkeklart igennem, og samtidig var jeg ofte positivt overrasket over lydbilledets aktivitetsniveau. Man fornemmer ofte små detaljer i surround-højtalerne, der gør det lettere at leve sig ind i filmens univers, og musikken folder sig ud i samtlige højtalere med manér – uanset om der så er tale om Elfmans minimalistiske underlægningsmusik eller soundtrackets mange evergreens. Et særdeles hæderligt DTS-HD Master Audio 5.1-lydspor, der supplerer billederne virkelig godt.

[b]Ekstramateriale[/b]

Før skivens menu dukker op, præsenteres man for trailere til “Broken City”, “The Host” og “3096 dage”. Derudover er her hele 29 minutters slettede scener. Filmen er praktisk talt perfekt, som den er, men jeg nød at se flere velskrevne dialogscener med skuespillerne i hopla (jeg skraldgrinede under en særpræget “skrigescene”). “The Movie That Became a Movement” (29 min.) er en glimrende dokumentar, der primært tager hånd om filmens portræt af bipolare lidelser. Derudover taler filmmagerne og ensemblet også om alt fra filmens temaer og romanforlæg til musikken og skuespillerpræstationerne.

Her er også 27 minutters interessante uddrag fra flere forskellige Q&A-arrangementer, hvor Russell og Co. udtaler sig (Russell taler bl.a. om sin egen søn, der også har en bipolar lidelse, og som i øvrigt har en bitte birolle i filmen). I dokumentaren “Learn to Dance Like Pat & Tiffany” (12 min.) bliver filmens sidste dansescene gennemgået af filmens koreograf, og her er også knap halvandet minuts optagelser af Lawrence og Cooper, der øver trinnene, samt et ligegyldigt, kort klip af Cooper, der leger med et af kameraholdets kameraer. Ekstramaterialet præsenteres i 1080p.