[b]Gedigen dansk thriller[/b]

Som jeg også skrev i min anmeldelse af “Hypnotisøren”, så har jeg svært ved at forstå den nye, nordiske krimibølge. Mit indtryk er, at der ikke er noget særligt ved bøgerne, ud over at de er [i]lidt[/i] mere voldsomme end det, man typisk støder på i fjernsynets onsdag aften-krimiserier. Når romanerne diskuteres, er det aldrig skarpe politiske pointer eller interessante menneskelige dramaer, der fremhæves, men mindre kan selvfølgelig også gøre det. I filmatiseringen af Jussi Adler Olsens “Kvinden i buret” er der heller ikke meget stof til eftertanke ovenpå biografturen, men til gengæld har man været overordentligt godt underholdt i lidt over halvanden time.

Historien handler om kriminalbetjenten Carl Mørk, hvis liv er i opløsning – mildest talt. Efter tre måneders pause er han tilbage i tjenesten, men bliver sat til at kigge gamle sager igennem på den nyoprettede Afdeling Q. Men det, der skulle have været et uinteressant skrivebordsjob, udvikler sig til en kamp på liv og død, da Carl sammen med sin assistent, Assad, kaster sig ud i opklaringen af en fem år gammel sag om en forsvunden kvinde. Carl vil ikke anerkende politiets oprindelige konklusion om, at hun begik selvmord, og hans stædighed bliver selvfølgelig både en styrke og en svaghed i en sag, der viser sig at være langt mere brutal og kompleks end først antaget.

Vi har således igen at gøre med en historie, der ikke rummer mange overraskelser. Vi kender alle sammen den indelukkede og kyniske detektiv, der lægger sig ud med alt og alle. Vi har allerede adskillige gange set, hvordan han alligevel bliver åbnet stille og roligt op af sin politisk korrekte assistent. Og vi ved sgu også godt, at sagen nok skal blive løst på den ene eller den anden måde hen mod slutningen. Det er alt sammen set før – både bedre og dårligere udført – men takket være en solid indsats på alle fronter, ligger “Kvinden i buret” helt klart i den bedre ende af krimispektret.

Det skyldes først og fremmest, at manuskriptforfatteren Nikolaj Arcel og instruktøren Mikkel Nørgaard har truffet den kloge beslutning, at filmen hellere skal ligne en mørk, amerikansk thriller à la David Finchers “Se7en” end en typisk nordisk krimi. Belysningen falder for det meste bagfra og skaber derved en dunkel, dyster billedside, der sikrer en passende utryg stemning. Nørgaard er tydeligvis inspireret af Finchers mange perler, og ligesom dem tillader “Kvinden i buret” sig at være iøjnefaldende voldsom og brutal.

Arcel har forfattet et skudsikkert og meget troværdigt manuskript, som giver filmens mange dygtige skuespillere meget at gøre godt med. Specielt er Fares Fares, der spiller Assad, værd at fremhæve for sin vellykkede udgave af en ellers slidt stereotyp. Ligeledes bygges historien godt op omkring karaktererne, og man føler sig aldrig sat af eller “snydt” som tilskuer under efterforskningen. Jeg kunne dog godt have tænkt mig, at plottet havde turdet tage flere risici og anderledes drejninger. Det er nemlig ekstra ærgerligt, at indholdet er så konventionelt, når nu indpakningen er så flot.